Vi kan ikke planlægge mødet med os selv

Af Eva Bie Lilleør, professionel coach, stresscoach og mindfulnessinstruktør.

 

Tågen har lagt sig rundt om træerne udenfor vinduet. Søens overflade er helt stille. Der er ingen vind. Ingen lyd. Bortset fra den enkle lyd af duggen, når den, efter at have sluppet grenens mørkebrune greb, rammer søens vandoverflade som en vanddråbe. En dråbe, der i et kort øjeblik er i frit fald, forvandlende sig fra dug til dråbe for om lidt at finde samhørighed med søens vand.

Et frit fald ind i glæden

Jeg er i gang med dag 2 her på mit retræte. Jeg er alene. Har trukket mig tilbage for at holde Kyndelmisse, lysfest, og fejre at lyset har en plads her midt i mørket. Helt konkret, fordi det er vinter, og vi er på vej mod lysere tider qua foråret. På et dybere plan, fordi jeg har været træt og lidt "ved siden af mig selv" i januar og trænger til at mærke lyset, glæden og energien i mig selv. En trang jeg hører genklangen af hos mine gæster, når jeg deltager på retræter som instruktør. At mørket i forskellige former har vundet indpas i livet for længe. Det kan være i form af sorg, smerte, udmattelse, sygdom eller andet. Og et savn efter at "blive sig selv" igen. Et savn efter, at møde glæden og lyset lige så naturligt som mørket, når vi vågner. Så vi tager af sted på retræte, for at trække os tilbage, i håbet om at genfinde glæden.

Det burde føles rart

Jeg er begyndt at genkende et mønster, når en tilbagetrækning til mødet med sig selv begynder. Først kommer euforien. Skal jeg være her, helt selv, dette skønne sted, disse mennesker, uden noget jeg skal gøre, uden krav? Den varer cirka den første aften. Så falder vi i søvn. Sætter bevidst ikke vækkeuret. Sover barnets søvn lige indtil lyset vækker os. Så kommer overraskelsen: Skal jeg være HER, helt SELV, dette sted, disse mennesker, UDEN NOGET jeg skal gøre, uden KRAV? Det føles ikke rart. Det føles modstridende - burde det ikke være rart? Hvorfor denne trang til at gøre noget, være noget andet end blot sig selv? Så sætter vi os disciplineret for, at få det bedste ud af det og lidt efter lidt synker tidens evighed ind. Vi skal intet nå, intet gøre, intet andet sted være end her. Og mødet med os selv begynder.

Det planlagte møde

Hermed er det tid til den anden overraskelse. For mødet med os selv havde vi jo planlagt hjemmefra. Vi havde måske endda en hel liste med ting, vi skulle blive afklarede med eller opnå med dette retræte. Og så sker der altid noget andet. En deltager udtrykte engang til mig: "Jeg havde en forventning om, jeg skulle herned og sådan rigtig vælte mig i mit indre søle. Sådan rigtig leve mig ind i mit inderste svineri. I stedet har det hele handlet om mit åndedræt, om bare at trække vejret, betragte naturen og lade livet være det, det er. Måske, tænker jeg nu, har jeg slet ikke noget indre søle at vælte mig rundt i?" Overraskelsen er, at vi ikke kan planlægge mødet med os selv. Vi kan kun møde os selv i tillid til at det, der er - er. Lidt ligesom duggens forvandling, fra grebet på grenen slippes og som en dråbe opleves at være i frit fald i et øjeblik inden det rammer søens overflade, er mødet med os selv et frit fald ind i tillid og kærlighed til os selv.

Fraværet åbner for nærværet

Når fraværet af ydre forstyrrelser bliver tydeligt, såsom familieforpligtelser, arbejdsopgaver, cafeer, WIFI, souvenirbutikker og lignende elementer, bliver nærværet af det, der presser sig på for os i livet, lige nu, tydeligt. Og det er lige der retræter har deres værdi - og altid har haft deres værdi op igennem tiden. Mennesket har, op igennem tiden, altid haft for vane at trække sig tilbage i kortere eller længere perioder, for at blive klogere på sig selv. Fysisk, psykisk, åndeligt. Det er svært at blive klogere på os selv, når vi er omgivet af forventninger og kærlige relationer. For det ligger i vores natur, som flokdyr, at forsøge at indfri disse forventninger og indgå aktivt i disse relationer. Derfor trækker vi os. For et øjeblik. Og fraværet af forstyrrelser giver os muligheden for at rette blikket indad og bare se. Og være med det, vi ser.

Glæden kommer i forskellige former

Mødet med os selv er som en gave, vi pakker op. Nogle gange er det en svær gave at pakke op, andre gange er den let. Men fælles for alle gaverne er, at de bringer os "hjem til os selv" igen. Igennem det frie fald ind i tillid, ind i glæden, hen ad en nærværets vej. En vej, vi ikke selv kunne have regnet ud. Ikke selv kunne planlægge. Selv, hvis vi ville.

 

Kh. Eva

 

Denne artikel om manglende motivation efter ferien er skrevet af stress coach Eva Bie Lilleør

Eva Bie Lilleør (1974)
Professionel coach, stresscoach og mindfulnessinstruktør. Selvstændig ledelseskonsulent med speciale i stress, ledelse og eksistens.