STRESS: Hvor går grænsen for egoet?

Af Eva Bie Lilleør, professionel coach, stress coach og mindfulness-instruktør.

Kender du det panikslagne ego, der stresser?

En skøn ung kvinde, jeg kender, har lige taget et valg. Sådan fra hjertet. Et, der føles helt rigtigt langt nede i maven. Hun havde bare fået nok. Sagde fra. Også selvom det kommer til at koste år på karrieren, ar på CV’et, huller i økonomien.

Et dybt, ægtfølt glad ”tillykke” var min første respons. Jeg var nærmest sprudlende indeni over hendes modige og omsorgsfulde valg. Over at hensynet til hende selv for første gang i hendes liv have fået lov til at fylde og være afgørende. Forbavset tav hun i sin beretning om hvorfor dette valg havde været nødvendigt for hende. ”Det er du den første, der har sagt” svarede hun. ”Alle de andre omkring mig er gået i panik”. Vi blev stille lidt sammen.

Læs også: Av, min hverdag gør ondt!

Vi vælger i tillid til os selv og i balance med vores værdier

Hvad er det, der sker inden i os når vi træffer valg, der tager afsæt i vores inderste væsen? Når vi for et øjeblik giver os selv lov til at tilsidesætte fornuften, logikken, præstationen og bare mærker os selv? Vores lyst og ønske. Og lader det være styrende for den retning, vores valg tager? Det nemme filosofiske svar er, at så vælger vi jo i tillid til os selv og i balance med vores værdier og etik.

Den svære virkelighed er at SÅ NEMT ER DET BARE IKKE. Vi kender det nok alle sammen. De gange, hvor vi går på kompromis med det, vi egentlig har brug for. Hvor vi lærer os selv at så slemt var det jo heller ikke, ikke at gøre det vi allerhelst ville. Det er vores allesammens ego, vi taler med der. Det skarptslebne værktøj vi besidder. Det værktøj, der hjælper os med at komme fremad, sikre handling, præstere og performe. Et godt værktøj at være i besiddelse af i den verden vi lever i.

En stresskultur der hylder de mennesker, der præsterer

Vi hylder det også, gør vi. Vi fremhæver alle de dygtige mennesker, der er noget, i kraft af alt det, de har præsteret. Det svære er bare, at der skal mere og mere til for at blive hyldet. For at blive anerkendt for ens præstation. For fem år siden fik kollegaen et anerkendende nik, hvis han i frokostpausen fortalte at han jævnligt løb 5-10 km. I dag taler han kun højt om sine løbemeritter, hvis han er på maraton-niveau. Det er svære tider for egoet, der lever af de anerkendende nik.

Så egoet træner dig til at opnå mere. Yde lidt mere, før du har lov til at nyde. Træner dig i at ”pligt, burde, skulle og ville” er vigtige elementer i en hverdag. Hvordan skulle noget ellers nogensinde blive gjort, hvis alle bare altid kun gjorde det, de havde allermest lyst til?

Eller sagt lidt anderledes, så er vi i dag i en kultur, hvor vi i jagten på præstationen og dermed anerkendelsen tillader egoet at fungere som en indre overdommer, der vurderer alle egne (ikke) handlinger, tanker, følelser, kommunikation, relationer... Ikke enig? Hvornår har du sidst gået i rette med dig selv for noget du har følt, haft brug for, tænkt eller ikke-gjort, som du burde have gjort? Jeg siger ikke at det er forkert. Det er egoets natur. Det er egoets job at drive os fremad.

Læs også: 20 gode råd mod stress

Undgå stress - lad dit inderste væsen overtage styringen

Men der er et trick. Det er at vide det. At være opmærksom på det og observere det, når det sker. Så, når du mærker et dybfølt behov for at gøre noget helt andet, noget uforklarligt og ufornuftigt, så ved du at også det er et rigtigt behov. Det udtrykker bare en anden del af dig end den, du er vant til at lytte til. Og hvis du så er så modig at du tør lytte til det, handle på det – så vid at egoet vil panikke. Blive angst. Råbe højt. Længe.

Det vil have dig til at lytte. Naturligt nok. Lad det. Giv det tid. Lad det tegne alle bekymringerne op. Du har jo for en stund ladet dit inderste væsen taget styringen og vælge. Ikke for at performe og præstere. Men for at leve. Og et stort tillykke med det. – Og egoet? Det falder til ro igen…

Med kærlig hilsen

Eva Lilleør