Dag 1 - Velkommen til Enagron

Vores danske rejseleder følger os fra lufthavnen til retrætet

Dag 2 - Mindful havevandring

En fortælling om stedets blomster, frugter og krydderurter

Dag 3 - Mindful byvandring i Axos

Oplev en ortodoks gudstjeneste, og mød Antonia og familien Papadakis

Dag 4 - Mindful vandretur til klostret

Vi pakker æslerne med madpakker og går i roligt tempo op til klostret

Dag 5 - Den rolige dag

Introduktion til mindfulness, samt foredrag om stress

Dag 6 - Mindful vandretur til hyrden

Vi får et indblik i hyrdens daglige liv, og inviteres på frokost tilberedt over åben ild

Dag 7 - Fordybelsesdag

Giv dig hen til fordybelsen i de naturskønne omgivelser

Dag 8 - Hjemrejse

Rejselederen kører med til lufthavnen og hjælper med check-in

Mindfulnessrejse til Kreta

8 dage med 7 overnatninger på retrætet Enagron Ecotourism Retreat, samt dansktalende mindfulnessinstruktør og rejseleder

DAG 1 - VELKOMMEN PÅ ENAGRON

Din rejse begynder allerede når du ankommer i lufthavnen. Her kan det være en god ide at du tager dig tid til at sidde og nyde en kop te eller kaffe, så du langsomt kan forberede dig på din rejse. Dagen skal betragtes som en rejsedag, og derfor er der ingen planlagte aktiviteter når du ankommer til retrætet.

Vi flyver fra Danmark med direkte fly til Kreta. Ved ankomsten til Kreta, bliver du mødt i lufthavnen af vores danske personale. Herefter kører vi direkte til retrætet i privat bus. Turen tager knap to timer, og vi holder en pause når vi er godt og vel halvvejs.

Efter ankomsten til retrætet, Enagron Eco Mountain Resort, får vi serveret lidt friskt at drikke, inden vi bliver indkvarteret i vores hyggelige og individuelt indrettede lejligheder.

Aftensmaden er inkluderet i rejsens pris alle dage og serveres i restauranten. Flytider kan variere, og der kan være forskel på afgange fra Kastrup og afgange fra Billund. Ankommer du senere på aftenen, får du serveret en kold anretning på dit værelse ved ankomst.

Der anvendes primært lokale økologiske råvarer, som enten er dyrket på retrætet eller hos de omkringliggende bønder. Aftensmaden består af en 3-retters menu og serveres inkl. et glas vin, samt vand. Vi arrangerer fællesspisning ved langbord hver aften, for dem der har lyst.

Hvis du hellere vil spise alene, sætter du dig bare ved et andet bord på terrassen eller i restauranten. Ønsker du at være helt privat, kan du få maden serveret på din egen terrasse på værelset. Køkkenet skal blot have besked dagen i forvejen.

Det ligger os meget på sinde, at alle hygger sig og har det godt. Det forventes derfor ikke, at du deltager i fællesspisningen - tvært imod, så er det vores ønske, at alle slapper af og at der ikke er nogen, der føler sig forlegen ved at vælge fællesskabet fra og spise for sig selv.

 

DAG 2 - MINDFUL HAVEVANDRING OG TEBRYGNING

Morgenmaden er inkluderet alle dage og serveres i restauranten som buffet. Morgenmaden består primært af lokale økologiske råvarer, der er dyrket på retrætet eller hos de omkringliggende bønder.

På morgenmadsbuffetten finder du blandt andet forskelligt rustikt hjemmebagt brød, tærte med fetaost, hjemmelavet marmelade, honning, frisk frugt, salat, forskellige slags gedeost, olivenolie, småkager, yoghurt, tørrede frugter, gryn, corn flakes, spejlæg, røræg, juice, vand, mælk, kaffe og hjemmelavet urtete mv.

Midt på dagen inviterer vi til velkomstmøde, samt en guidet havevandring og en lille rundvisning på retrætet sammen med vores danske rejseleder. Vi skal se, føle og sanse den uspolerede natur, mens vi indsamler urter til den efterfølgende tesmagning. Vores vært, Vasilis, vil blandt andet fortælle om urternes mange medicinske egenskaber. Turen foregår på retrætets arealer og kræver ikke de store anstrengelser. Alle kan deltage uanset form. Turen varer ca. 1,5 time og afsluttes med tesmagning og køkkenchefen, Stavrullas, hjemmebagte småkager.

Senere på dagen er der introduktion til meditation, mindful yoga og mindfulness. Hvis du aldrig har prøvet af meditere før, eller hvis du synes det er svært at fastholde koncentrationen, vil vi give dig nogle lette øvelser, som du kan bruge under resten af opholdet og tage med dig hjem. Introduktionen giver et godt indblik i hvordan meditation og mindfulness påvirker hjernen og nervesystemet.

Meditation anvendes blandt andet af erhvervsfolk og elitesportsudøvere. Men alle kan have gavn af at meditere. Det gælder i privatlivet, i arbejdslivet og i alle mulige andre sammenhænge, hvor man har brug for at koncentrere sig og være i kontakt med sig selv. Det er en vigtig del af opholdet, da det skærper vores sanser, giver os bedre åndedræt og sænker stresshormonerne i kroppen og i hjernen. Meditation har en dokumenteret effekt på vores velbefindende.

Den yoga vi dyrker på retrætet er blid, mindful yoga. Der er fokus på åndedræt og kropsbevidsthed, og øvelserne er ikke teknisk svære, så de kan udføres af alle, uanset fysisk form og forudgående kendskab. Desuden har mindful yoga en stressdæmpende virkning, hvorfor det også kan være gavnligt for stressramte.

Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord, for dem der har lyst.

 

DAG 3 - MINDFUL BYVANDRING I LANDSBYEN AXOS

For de nysgerrige og morgenfriske, har vi arrangeret en lille gåtur op til landsbyen Axos, hvor vi deltager i søndagsmessen i den lokale kirke. De græsk ortodokse gudstjenester er meget lange (ca. 3 timer), men heldigvis er det både almindeligt og accepteret at komme og gå under gudstjenesterne, så vi støder til i slutningen af gudstjenesten lige før nadveren. Altervinen er blandet op med brød til en grynet, grødlignende konsistens og alle kirkegængere spiser 'vinen' af den samme ske.

Bagefter går vi hen til Antonia og ser om hun er hjemme. Antonia er en ældre kvinde, som bor tæt på kirken. Her har hun sin lille butik, hvor hun sælger broderier og andet håndværk. Antonia taler ikke engelsk, men hun formår alligevel at skabe kontakt til sine kunder og lokke dem ind i butikken med et venligt smil og en kvist frisk basilikum. Hun elsker at vise sine varer frem og plejer som regel også at vise sine besøgende det fine indrammede fotografi fra den dag, for efterhånden mange år siden, hvor prinsesse Diana pludselig kom forbi på uanmeldt besøg.

Når vi går tilbage mod retrætet, er der mulighed for at fylde drikkedunkene med frisk vand fra den hellige kilde, der løber under byen. Vandet pibler ud fra løvehovederne i muren ved den gamle venezianske kirke. Kirken er for længst revet ned, men muren med løvehovederne er bevaret. Lige overfor ligger købmanden og bageren, og en af landsbyens taverner, hvor de lokale sidder udenfor med deres frappé, mens de nøje følger med i hvad der sker omkring dem.

I et af de sidste huse inden man forlader landsbyen, har brænderen Yiannis sin forretning. Han køber drueskaller op hos egnens vinbønder og destillerer den græske brændevin (raki) af dem vha. en gammel ovn, der fyrres op med træ.

Yiannis arbejder fra tidligt til sent, selvom han er ved at være en gammel mand. Vi kender godt nok ikke hans præcise alder, men det er tydeligt at se hvordan de mange år foran den store ovn, har sat sine spor. Yiannis plejer altid at invitere os indenfor på en gratis smagsprøve, hvis han er hjemme. Brændevinen er forbavsende velsmagende og sælges kun i vanddunke á 1,5 liter.

Vi er tilbage på retrætet omkring middagstid. Det er muligt at blive i Axos og spise sin frokost på en af byens små tavernaer.

Senere på eftermiddagen er der introduktion og vejledning til mindfulnesspraksis. Vi gennemgår principperne indenfor mindfulness, og kommer ind på hvordan du konkret og enkelt kan indføre forskellige mindfulnessteknikker i din hverdag. Mindfulness beskriver det at være bevidst nærværende, hvori vi kan mindske tankemylder.

Aftensmaden serveres i restauranten.

 

DAG 4 - MINDFUL VANDRETUR TIL KLOSTRET (INKLUSIV FROKOST)

Vi starter dagen med mindful morgenyoga. Efter morgenmaden har vi arrangeret en vandretur op til det lokale kloster. Turen derop tager ca. halvanden time og kræver at du er i nogenlunde form. Vi går i to hold, et 'snakkehold' og et 'stillehold' og tager turen i langsomt tempo med masser af pauser, hvor vi stopper op og kigger på de forskellige planter og dyr vi passerer.

Der er dansk rejseleder og græsk lokalguide med på turen, så vi får maksimalt udbytte af de ting vi ser. Vi har også to æsler med til at bære de medbragte madpakker, vinen og de store vanddunke. Klostret ligger på toppen af et lille bjerg med udsigt ud over dalen og landsbyerne.

Når vi når toppen serveres de medbragte madpakker i klosterets gårdhave, sammen med vinen og vand. Hvis munken er hjemme plejer han at byde os på lidt hjemmebrændt raki, inden turen går hjemad mod retrætet i den smukke eftermiddagssol.

Dem der har mod på det kan skyde genvej ad 'den hemmelige' forsyningssti, der blev anvendt af de kretensiske modstandsfolk under anden verdenskrig. Stien er ret smal, og der er to steder hvor den er lidt udfordrende, så det kræver at du er i moderat til god form.

Vi ankommer til retrætet hen på eftermiddagen.

Aftensmaden serveres i restauranten.

 

DAG 5 - DEN ROLIGE DAG

Efter morgenmaden og den daglige meditation lægger vi op til at slappe af i de rolige omgivelser. Har du lyst, kan du booke massage eller prøve jacuzzien i spaafdelingen. Du kan sole dig ved poolen eller gå en lille tur på egen hånd i området omkring retrætet. 

Vi laver de daglige meditationer i vores mindfulnessværksted, som er åbent alle dage. Her kan du komme som du vil og låne bøger, yogamåtter, malergrej og stafelier, samt CD'er og reflektionskort.

Restauranten har et ganske udmærket udvalg af forskellige traditionelle kretensiske frokostretter til helt fair priser. Portionerne er store, så man kan sagtens være flere om at dele et par retter, og dermed få mulighed for at smage lidt af det hele.

Senere på dagen er der foredrag om stress og særlig sensitivitet, for dem der har lyst. Vi kommer ind på, hvad der sker med kroppen under stress, og hvordan motion kan være både gavnligt og skadeligt for stressramte.

Særlig sensitivitet, eller sansestærk som vi kalder det, er et relativt nyt emne, som optager rigtig mange. Det er et helt naturligt karaktertræk, som ca. 20 procent af befolkningen har. Mange trives ganske godt med det, specielt hvis man kender til fordelene, og ved hvordan man ved hjælp af positive strategier kan få det optimale udbytte ud af sine mere fintfølende sanser.

Foredraget henvender sig til dig, der har eller har haft stress inde på livet, enten som stressramt eller som pårørende, og til dig der er særlig sensitiv eller som arbejder med mennesker i al almindelighed. Og selvfølgelig til dig, der blot er nysgerrig eller interesseret i at vide mere.

Aftensmaden serveres i restauranten.

 

DAG 6 -  MINDFUL VANDRETUR TIL HYRDEN I BJERGENE (INKLUSIV FROKOST)

Efter morgenmaden har vi arrangeret en vandretur med besøg hos en af de få tilbageværende fåre- og gedehyrder på Kreta. Hyrden bor i en lille stenhule langt oppe i bjergene, og har sine græsningsarealer udenfor. Turen er på ca. 7 km hver vej og vi går i to hold, et 'snakkehold' og et 'stillehold'. Der er også mulighed for at blive kørt i bil, du skal blot give besked dagen før.

Når vi kommer op til hyrden får vi et indblik i hyrdens hverdag, der stort set går med at malke og lave ost. Nogle hyrder har helt op til 400 dyr og al malkning foregår med hænderne.

Vi plejer at blive inviteret indenfor i hyrdens lille stenhule, hvor han har sine ting liggende og hvor han kan tage sig en lur i ly for den skarpe middagssol. Før i tiden boede hyrden i hulen året rundt, men i dag overnattes der kun i perioder.

Hyrdens hustru, Aphrodite, sørger for frokost, der tilberedes over åben ild ved hyrdens ildsted. Frokosten serveres i skyggen af det store lindetræ udenfor hyrdens stenhule. Det er en stor oplevelse at se hvordan hyrderne stadig lever og arbejder som for 100 år siden. Udover malkningen, kommer vi også til at se hvordan ostene opbevares i små drypstenshuler i bjergvæggene.

Vi er tilbage på retrætet sidst på eftermiddagen, og de som har lyst kan deltage i mindful yoga, hvor vi laver udstrækkende øvelser og afspænder muskler, som kan være trætte ovenpå vandreturen. Vi slutter af med en meditation.

Aftensmaden serveres i restauranten.

VIDEO: Vandretur til hyrden med frokost på bjerget

 

DAG 7 - FORDYBELSESDAG

Efter morgenmaden indbyder vi til at dagen bruges til fordybelse og rolige aktiviteter. Vi lægger op til at mærke efter hvad du og din krop har behov for. Det kan være at lade solen varme dig igennem ved poolen, at forkæle dig selv med en behandling i spaafdelingen eller at tage en lur. Du er også meget velkommen til at bruge dagen i vores åbne mindfulnessværksted, hvor du kan låne bøger, malergrej, yogamåtter og lignende.

For nogen kan det være en fordel at fordybe sig i stilhed, og ikke tale med andre. På den måde kan du bedre gøre lige præcis hvad du har lyst til, fordi der ingen forventninger er, og ingen samtaler at forholde sig til. I starten kan det føles lidt svært, men stille og roligt vil nærværet og tilstedeværelsen bringe nervesystemet i ro. Med stilhed kan krop, hjerte og sind blive ladet op.

At praktisere stilhed er blot en måde at være mindful på, og en metode til at opnå bevidst nærvær. Det er en form for fordybelsesprocess, og en måde at bringe os selv i ro på. Stillepraksis handler om observation, og om at give plads til at mærke vores intuition.

Sidst på eftermiddagen laver vi en opsummering af ugens mindfulnessforløb, med fokus på de øvelser du kan tage med hjem og bruge i din hverdag. Vi slutter af med en stille meditation. Meditationen afsluttes med en ’silent walk’ op til den smukke gamle kirke Agioi Apostoloi.

Turen tager ca. 20 minutter i langsomt tempo og kræver ikke noget særligt. Her ringer vi dagen ud og nyder udsigten og aftensolen, imens vi reflekterer over dagen med et iskoldt glas champagne, eller juice for dem der hellere vil have det.   

Aftensmaden serveres i restauranten.

 

DAG 8 - HJEMREJSE

Efter morgenmaden er det tid til at få pakket og sagt farvel til personalet på Enagron, inden vi bliver kørt til lufthavnen i privat bus. 

Flytider kan variere, og der kan være forskel på afgange fra Kastrup og afgange fra Billund. De præcise flytider vil fremgå af det personlige billetrejsebevis, som tilsendes efter booking af rejsen.

Vi har dansktalende personale i lufthavnen, som hjælper med at få tjekket ind og assistere, hvis der er behov for det. Flyvetiden hjem til Kastrup og Billund er ca. 3 t. 30 min.

 

Programmet er vejledende. Ved ankomsten til Kreta udleveres det endelige program. Det endelige program tager bl.a. højde for vejret. Indholdsmæssigt vil der ikke være forskel på det vejledende program og det endelige program. Kun rækkefølgen kan være ændret.

 

Lad os holde pladsen i 24 timer - det er gratis og uforpligtende!

Fik du ikke bestilt den rejse, som du lige kiggede på? Har du brug for mere betænkningstid?

Udfyld bestillingsformularen, så holder vi pladsen i minimum 24 timer. Du binder dig først når du foretager en indbetaling

Rejsen kan ikke bestilles online.

Men du kan stadig lave en forespørgsel på rejsen!

Skriv dit navn og e-mail i boksen