Dag 1 - Afrejse fra Danmark

Vores danske rejseleder modtager os i lufthavnen i Bangkok

Dag 2 - Velkommen til The Spa

Vi kører samlet til retrætet, hvor vi bliver budt velkommen

Dag 3 - Mindful vandretur i mangroven

Dagens vandretur foregår i mangroveskoven, der omgiver retrætet

Dag 4 - Introduktion til mindfulness

Lær hvordan mindfulness kan hjælpe med at dæmpe tankemylder

Dag 5 - Mindful vandretur til stranden

Vi inviterer til en mindful vandretur til stranden, hvor vi nyder eftermiddagssolen

Dag 6 - Mindful yoga og meditation

Vi starter dagen med blid mindful yoga, og lægger op til en dag med afslapning

Dag 7 - Mindful vandretur til vandfaldet

Vi vandrer igennem kokosnøddeplantagen og videre ind i junglens summen

Dag 8 - Guidet landsbyvandring

I den lille landsby besøger vi blandt andet det lokale tempel

Dag 9 - Den rolige dag

Nyd en dag med ro, afslapning og fordybelse

Dag 10 - Vandretur til den ukendte strand

Vi vandrer til en af områdets mest fredelige sandstrande og nyder privatheden

Dag 11 - Mindful yoga og meditation

Vores instruktør inviterer endnu en gang til mindful yoga og meditation

Dag 12 - Reflektionsdag

Hvordan kan du hjælpe dig selv til en mindful hverdag

Dag 13 - Hjemrejse til Danmark

Vores rejseleder følger os til lufthavnen og hjælper med check in

Dag 14 - Ankomst til Danmark

Ankomst til Kastrup lufthavn. Tak for denne gang.

Mindfulnessrejse til Thailand

14 dage med 11 overnatninger på retrætet The Spa, samt dansktalende mindfulnessinstruktør og rejseleder

DAG 1 - AFREJSE FRA DANMARK

Afrejse fra Kastrup til lufthavnen i Bangkok med Emirates Airlines eller Qatar Airways.

Begge flyvninger har mellemlanding, hvor vi har mulighed for at strække ben og få lidt bevægelse i kroppen. Vores bagage tjekkes ind hele vejen fra Kastrup til Bangkok, så den skal vi ikke selv gøre noget ved under mellemlandingen. Vi har god tid til at slappe lidt af og til at finde den gate vi flyver videre fra.

Flymad og bagage er inkluderet på alle flyvninger, og det er muligt at låne tæppe og pude under flyrejsen.

Der er mulighed for at tilkøbe direkte flyvning mod tillæg på de fleste afgange.

 

DAG 2 - VELKOMMEN TIL THE SPA

I lufthavnen i Bangkok står vores danske rejseleder og thailandske lokalguide klar til at modtage dig. Når alle er samlet, kører vi direkte til retrætet i private minibusser. Turen tager ca. 5 timer til færgelejet, hvor den lille færge sejler os det sidste stykke til Koh Chang. Vi sørger for at der er drikkevarer og snacks i bussen, og der er indlagt pauser undervejs.

På retrætet bliver vi budt velkommen af det venlige personale, som hjælper med indtjekning på værelserne.

Til aften byder vi på fælles velkomstmiddag for alle. For dem der har lyst, spiser vi samlet ved langbord. De øvrige aftener på retrætet kan du enten tilkøbe den fælles aftenbuffet, eller du kan vælge din aftensmad direkte fra a la carte menukortet. 

 

DAG 3 - MINDFUL VANDRETUR I MANGROVEN

Morgenmaden er inkluderet alle dage på retrætet og serveres hver morgen i restauranten.

Efter morgenmaden inviterer vi til velkomstmøde med en lille rundvisning på retrætets område, samt lidt praktisk information.

Når vi har styr på det praktiske, er det tid til at se lidt nærmere på lokalområdet. Vi har arrangeret en vandretur i mangroven, for dem der har lyst. Vi vandrer imellem de imponerende rødder under mangrovens grønne trætoppe. Stien, der ligger i bugtens vandoverflade, er bygget ind mellem de store træer, og gør det muligt at opleve rødderne på helt tæt hold.

Vi holder en lille pause halvvejs ved det fine udkigstårn i tre etager. Går man op ad trapperne til toppen, er der en helt igennem skøn udsigt over områdets tætte bevoksning af mangrovetræerne langs bugten.

Hen på eftermiddagen er der mulighed for at være med, når vores danske mindfulnessinstruktør guider os igennem en afspænding i mindfulnessværkstedet, for at give slip på nogle af kroppens spændinger efter rejsen.

 

DAG 4 - INTRODUKTION TIL MINDFULNESS

Inden morgenmaden inviterer vi til mindful yoga og meditation, hvorefter endnu en nærende morgenmad står klar til os.

Mindful yoga er en ukompliceret og blid form for yoga, som har en stressdæmpende effekt. Øvelserne er ikke fysisk krævende og kan udføres af alle. Nervesystemet beroliges samtidig med at kropsbevidstheden øges under de langsomme bevægelser.

Herefter er dagen til fri disposition, og du kan gøre lige hvad du har behov for. Der er mulighed for at tilkøbe behandlinger i spaafdelingen, gå en tur, sole sig ved poolen eller noget helt andet.

Senere på eftermiddagen kan du være med til introduktion til mindfulness, hvor du kan få et indblik i hvordan du kan bruge mindfulness i det daglige. Mindfulness handler om at være nærværende i det du gør her og nu, og beskrives som en bevidst tilstedeværelse. Når vi bruger mindfulness i det daglige, kan vi dæmpe tankemylder og bedre være til stede, der hvor vi er.

 

DAG 5 - MINDFUL VANDRETUR TIL STRANDEN

Efter morgenmaden er det tid til at nyde de varmere himmelstrøg. Vi inviterer til en vandretur til den nærmeste strand, som ligger ca. 6 km fra retrætet, ved Karang Bay View.

Vi vandrer forbi den lokale landsby Salak Khok. Har du lyst til en hyggelig sejltur i løbet af opholdet, kan du sejle i kajak fra retrætet til det lille fiskerleje ved Salak Khok.

Det meste af vandreturen foregår på en større asfaltvej forbi de enkeltstående huse, der ligger hist og pist langs vejen. For enden af asfaltvejen går vi det sidste stykke ad en grusvej og ned til et lille resort af charmerende, men særdeles primitive bungalows, som ikke tiltrækker mange gæster.

Her finder vi et mindre stykke sandstrand med fagre palmer og en fin gammel badebro. Stranden er fredelig og næsten ubesøgt.

På alle vores vandreture er det muligt at vælge at vandre med vores rejseleder, eller at blive kørt hele vejen. Vi kører samlet tilbage til retrætet.

Vi mødes om eftermiddagen til mindful yoga og guidet meditation, for dem der har lyst.

 

DAG 6 - MINDFUL YOGA OG MEDITATION

Inden morgenmaden kan du være med, når vores instruktør inviterer til endnu en gang blid, mindful yoga.

Resten af dagen er til fri disposition, og vi lægger op til at nyde retrætets fredelige omgivelser, enten ved poolen, i spaafdelingen eller i den lokale landsby. Der er også mulighed for at blive kørt til stranden af retrætets personale mod et mindre beløb.

Vi runder dagen af med en guidet meditation, for dem der har lyst.

 

DAG 7 - MINDFUL VANDRETUR TIL VANDFALDET

Efter morgenmaden går turen til junglens dyb, hvor vi får mulighed for at opleve et af de vilde vandfald på Koh Changs østkyst. Vi starter turen ved den lokale kokosnøddeplantage, hvor vi går på asfalt det første stykke vej. Herefter går vi ind i junglen af en lille sti, og kort efter kan vi høre vandfaldets brusen.

Har du lyst, kan du tage badetøj med på turen og springe i det friske kildevand i de små vandhuller under vandfaldet. Du kan også kravle helt op til vandfaldet af de glatte sten, og lade dig bruse under de vilde stråler.

Vandreturen er en halvdagstur. Vi kører til junglen efter morgenmaden og vender hjem til retrætet over middag.

Vi runder eftermiddagen af med en stille meditation i mindfulnessværkstedet.

 

DAG 8 - GUIDET LANDSBYVANDRING I SALAK PHET

Vi starter dagen med en god morgenmad, hvorefter vi har arrangeret en guidet vandretur i den lokale landsby, Salak Phet.

Den lille landsby har en helt særlig charme og autenticitet over sig. Man får en fornemmelse af at træde ind i en anden verden, næsten en hel anden tidsalder. De lokale er ikke præget af turismen, og bestemt ikke tynget af stress og jag. Her foregår tingene i et langsommere tempo, og hver ting tager den tid det nu engang tager.

Vores første besøg er ved Khun Goi, som bor med sin mand og børn lidt uden for landsbyen. Khun Goi byder os velkommen i sit værksted, hvor parret laver forskellige fine kunsthåndværker af kokosnøddeskaller. I hendes lille butik finder vi både smukke lamper, forskellige små skåle og dekorationer, samt smykker og hårpynt. Den bæredygtige tankegang, der ligger bag at anvende naturens biprodukter til noget kreativt og funktionelt, er både smart, men også yderst relevant for nutidens miljømæssige udfordringer.

I Salak Phet besøger vi byens smukke og velholdte tempel, som ligger centralt i byen. Ved siden af templet samles landsbyens børn i den lokale skole.

Vores sidste besøg er hos parret, der laver kokosolie fra deres egen lokale kokosnøddeplantage. Her bliver kokosolien lavet efter traditionelle metoder, og parret vil vise os deres værksted, og hvordan de laver sæber af forskellige olier.

For dem der har lyst, kan frokosten nydes på en af landsbyens eneste spisesteder, en lille fiskerestaurant som ligger ud til bugten. Stedet er indrettet som en hyggelig café med et lille udendørsområde, der minder mest om en kolonihave på en varm sommerdag.

Inden vi kører tilbage til retrætet, er det muligt at gå en tur rundt i landsbyen på egen hånd og opleve følelsen af at blive taget tilbage til en mere simpel tid.

Sidst på eftermiddagen kan dem, der har lyst være med til en guidet afspænding, der beroliger krop og sind.

 

DAG 9 - DEN ROLIGE DAG

Vi starter dagen med en meditation og afspænding, for dem der har lyst.

Efter morgenmaden er dagen til fri disposition med mulighed for ro og afslapning. Dagen kan bruges på retrætet, for eksempel ved en af poolens private træterrasser, eller man kan udforske nærmiljøet på egen hånd.

Er man mere eventyrlysten kan dagen bruges på havet, hvis man tager med på tropisk ø-hop, som er en af vores tilkøbsture. Sejlturen går til to af de nærliggende øer, som blandt andet er kendt for deres smukke koralrev. Vi gør stop ved begge øer, og der er mulighed for snorkling i det tyrkiskblå hav og afsplapning på de hvide sandstrande.

 

DAG 10 - MINDFUL VANDRETUR TIL DEN UKENDTE STRAND

På østkysten er vi beriget med nærmiljøets fredelige strande, og den privathed vi finder her.

Derfor har vi arrangeret en vandretur til en af de stort set ubesøgte strande i området, nemlig Wai Chaek Beach. Her kommer sjældent turister, fordi vejen hertil er nem at overse og kræver enten en længere vandretur eller en firhjulstrækker.

Den sydlige sandstrand ligger ca. 10 km fra retrætet, og også her er der mulighed for at blive kørt. For dem der har lyst, kan man vandre med vores rejseleder ud til stranden. Vandreturen foregår i tæt jungleskov på en grussti, der tager os over små vandløb og ind i den vilde natur.

På stranden er der lagt op til hygge og afslapning, og vi byder på frokost, som køkkenpersonalet forbereder til os på stranden.

 

DAG 11 - MINDFUL YOGA OG MEDITATION

Vi starter endnu en morgen med en behagelig omgang blid mindful yoga, efterfulgt af en guidet meditation.

Resten af dagen byder ikke på flere aktiviteter, og du kan bruge den lige som du har lyst. Det er altid muligt at blive kørt til den nærmeste strand af retrætets personale, mod et mindre beløb.

 

DAG 12 - REFLEKTIONSDAG

Dagen i dag indbyder til at nyde freden, intetheden og naturen.

Du kan eventuelt reflektere lidt over, hvad opholdet har givet dig, og om der er nogle konkrete teknikker du kan tage med hjem. Ønsker du at implementere nogle nye tiltag i din egen hverdag, når du kommer hjem, kan det være en god ide at skrive nogle noter herom til dig selv.

Har du lyst, kan du være med når vi samles til en guidet eftermiddagsafspænding.

Den sidste aften på The Spa inviterer vi til fælles afslutningsmiddag for alle, så vi kan samles til en hyggelig afrunding.

 

DAG 13 - HJEMREJSE TIL DANMARK

Morgenmaden serveres som sædvanligt i restauranten.

Resten af dagen er til fri disposition, inden vi kører mod lufthavnen hen på eftermiddagen. Vores rejseleder vil være behjælpelig med check in i lufthavnen i Bangkok.

 

DAG 14 - ANKOMST TIL DANMARK

Ankomst til Kastrup lufthavn.

Efter hjemkomst sender vi dig en e-mail med links til de værktøjer, vi har brugt i løbet af opholdet. På den måde håber vi at gøre det lidt nemmere at fastholde en mindful egenpraksis i din hverdag.

 

Programmet er vejledende. Ved ankomst til Thailand udleveres det endelige program. Det endelige program tager bl.a. højde for vejrmæssige forhold. Indholdsmæssigt vil der ikke være forskel på det vejledende program og det endelige program. Kun rækkefølgen kan være ændret.  

 

Lad os holde pladsen i 24 timer - det er gratis og uforpligtende!

Fik du ikke bestilt den rejse, som du lige kiggede på? Har du brug for mere betænkningstid?

Udfyld bestillingsformularen, så holder vi pladsen i minimum 24 timer. Du binder dig først når du foretager en indbetaling

Rejsen kan ikke bestilles online.

Men du kan stadig lave en forespørgsel på rejsen!

Skriv dit navn og e-mail i boksen