Skip to main content
Gebyrfri ombookningReduceret depositumPrisgaranti

Wellnessrejse til Enagron

Tag en pause med daglige wellness-oplevelser, smuk natur og økologisk mad i rolige omgivelser

Wellness på Kreta

8 dage med ro, restitution og ren forkælelse.

Vores wellnessrejse til Kreta er for dig, der ønsker tid og rum til dig selv, men som også gerne vil opleve noget særligt. Du bor i fredelige omgivelser langt fra hverdagens støj, hvor du har fri adgang til varmebassiner og panoramaudsigt over Kretas bjerge.

Retrætets smukke wellnessområde er et lille fristed for dig, der længes efter ro og velvære. Området er kun for voksne og aldrig med mere end 25 gæster ad gangen. Her træder du direkte ned i fire varme bassiner med blid hydromassage. Du har syv behandlinger à 30 minutter, som du sammensætter helt ud fra dine behov. Massagerne udføres af en erfaren terapeut, der bruger økologiske, lokale produkter, og behandlingerne foregår i lyse rum med højt til himlen og frisk bjergluft i lungerne. 

Rejsen byder også på mere end wellness. Du inviteres med på en botanisk vandring gennem Enagrons stier, hvor du ser, rører og smager på de planter, der har været en del af Kretas historie siden oldtiden. Du får også et indblik i, hvordan man lavede brød og ost i gamle dage, når kokken Stavroula varmer ovnen op og demonstrerer teknikkerne fra sit barndomshjem. Derudover tager vi på en lille byvandring i den historiske landsby Axos.

Programmet kort:

Dag 1: Velkommen til Enagron
Dag 2: Botanisk vandring på retrætet
Dag 3: Byvandring i Axos
Dag 4: Vandretur til klostret
Dag 5: Den rolige dag
Dag 6: Vandretur til hyrden
Dag 7: Fordybelsesdag
Dag 8: Hjemrejse

Programmet er vejledende. Ved ankomsten til Kreta udleveres det endelige program.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til os. Telefon 69162024.

Højdepunkter

  • Eksklusivt wellnessområde
  • Bjergudsigt og rolige omgivelser
  • Økologiske og lokale måltider
  • Flere billeder

Dagsprogram

  • 8 dage inkl. fly, dansk mindfulnessinstruktør og halvpension.
    Programmet er vejledende.

  • Dag 1: Velkommen til Enagron

    Din rejse begynder allerede, når du kommer til lufthavnen. Her kan det være en god idé, at du tager dig tid til at sidde og nyde en kop te eller kaffe, så du langsomt kan forberede dig på din rejse. Dagen skal betragtes som en rejsedag, og derfor er der ingen planlagte aktiviteter, når du ankommer til retrætet.

    Vi flyver fra Danmark med direkte fly til Kreta. Ved ankomsten til Kreta bliver du mødt i lufthavnen af vores danske personale. Herefter kører vi direkte til retrætet i privat bus. Turen tager ca. to og en halv time, og vi holder en pause, når vi er godt og vel halvvejs.

    Efter ankomsten til retrætet, Enagron Ecotourism Village, får vi serveret lidt friskt at drikke, inden vi bliver indkvarteret i vores hyggelige og individuelt indrettede lejligheder.

    Aftensmaden er inkluderet i rejsens pris alle dage og serveres i restauranten. Flytider kan variere, og der kan være forskel på afgange fra Kastrup og afgange fra Billund. Ankommer du senere på aftenen, får du serveret en kold anretning på dit værelse ved ankomst.

    Der anvendes primært lokale økologiske råvarer, der enten er dyrket på retrætet eller hos de omkringliggende bønder. Aftensmaden består af en 3-retters menu og serveres inkl. et glas vin samt vand.

    Du bor på Enagron sammen med gæster fra vores vandre- og yogarejser – men wellnessrejsen har sit eget program. Der er mulighed for fællesspisning med de andre, hvis du har lyst.

    Det ligger os meget på sinde, at alle hygger sig og har det godt. Det forventes derfor ikke, at du deltager i fællesspisningen - tværtimod er det vores ønske, at alle slapper af, og at der ikke er nogen, der føler sig forlegen ved at vælge fællesskabet fra og spise for sig selv.

    Velkommen til Enagron
  • Dag 2: Botanisk vandring på retrætet

    Morgenmaden er inkluderet alle dage og serveres i restauranten som buffet. Morgenmaden består primært af lokale økologiske råvarer, der er dyrket på retrætet eller hos de omkringliggende bønder.

    På morgenmadsbuffetten finder du blandt andet forskelligt rustikt hjemmebagt brød, tærte med fetaost, hjemmelavet marmelade, honning, frisk frugt, salat, forskellige slags gedeoste, olivenolie, småkager, yoghurt, tørrede frugter, gryn, cornflakes, spejlæg, røræg, juice, vand, mælk, kaffe og hjemmelavet urtete.

    Midt på dagen inviterer vi til velkomstmøde samt en guidet botanisk vandring og en lille rundvisning på retrætet sammen med vores danske rejseleder. Vi skal se, føle og sanse den uspolerede natur, mens vi indsamler urter til den efterfølgende tesmagning. Vores vært, Vasilis, vil blandt andet fortælle om urternes mange medicinske egenskaber. Turen foregår på retrætets arealer og kræver ikke de store anstrengelser. Alle kan deltage uanset form. Turen varer ca. 1,5 time og afsluttes med smagning af te og olivenolie samt køkkenchefen Stavrullas hjemmebagte småkager.


    Resten af dagen er til egen disposition – måske endnu en behandling, et hvil i solen eller lidt tid i mindfulnessværkstedet.

    Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord for dem, der har lyst.

    Botanisk vandring på retrætet
  • Dag 3: Byvandring i Axos

    For de nysgerrige og morgenfriske har vi arrangeret en lille gåtur op til landsbyen Axos.

    Bagefter går vi hen til Antonia og ser, om hun er hjemme. Antonia er en ældre kvinde, som bor tæt på kirken. Her har hun sin lille butik, hvor hun sælger broderier og andet håndværk. Antonia taler ikke engelsk, men hun formår alligevel at skabe kontakt til sine kunder og lokke dem ind i butikken med et venligt smil og en kvist frisk basilikum. Hun elsker at vise sine varer frem og plejer som regel også at vise sine besøgende det fine, indrammede fotografi fra den dag, for efterhånden mange år siden, hvor prinsesse Diana pludselig kom forbi på uanmeldt besøg.

    Når vi går tilbage mod retrætet, er der mulighed for at fylde drikkedunkene med frisk vand fra den hellige kilde, der løber under byen. Vandet pibler ud fra løvehovederne i muren ved den gamle venezianske kirke. Kirken er for længst revet ned, men muren med løvehovederne er bevaret. Lige overfor ligger købmanden og bageren og en af landsbyens tavernaer, hvor de lokale sidder udenfor med deres frappé, mens de nøje følger med i, hvad der sker omkring dem.

    Har man lyst kan smage lokalproduceret raki (græsk brændevin) og honning hos de små købmænd på torvet.

    Vi er tilbage på retrætet omkring middagstid. Det er også muligt at blive i Axos og spise sin frokost på en af byens små tavernaer.


    Aftensmaden serveres i restauranten.

    Byvandring i Axos
  • Dag 4: Vandretur til klostret

    Vi starter dagen med mindful morgenyoga. Efter morgenmaden har vi arrangeret en vandretur op til det lokale kloster. Turen derop tager ca. halvanden time og kræver, at du er i nogenlunde form. Vi går i to hold, et 'snakkehold' og et 'stillehold', og tager turen i langsomt tempo med masser af pauser, hvor vi stopper op og kigger på de forskellige planter og dyr, vi passerer.

    Der er dansk rejseleder og græsk lokalguide med på turen, så vi får maksimalt udbytte af de ting, vi ser. Klostret ligger på toppen af et lille bjerg med udsigt ud over dalen og landsbyerne.

    Når vi når toppen, serveres de medbragte madpakker i klosterets gårdhave sammen med vin og vand. Hvis munken er hjemme, plejer han at byde os på lidt hjemmebrændt raki, inden turen går hjemad mod retrætet i den smukke eftermiddagssol.

    De, der har mod på det, kan skyde genvej ad "den hemmelige forsyningssti", der blev anvendt af de kretensiske modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Stien er ret smal, og der er to steder, hvor den er lidt udfordrende, så det kræver, at du er i moderat til god form.

    Vi ankommer til retrætet hen på eftermiddagen.

    Aftensmaden serveres i restauranten.

    Vandretur til klostret
  • Dag 5: Den rolige dag

    Efter morgenmaden lægger vi op til at slappe af i de rolige omgivelser. Har du lyst, kan du booke massage eller prøve jacuzzien i spaafdelingen. Du kan sole dig ved poolen eller gå en lille tur på egen hånd i området omkring retrætet.

    Der er mulighed for at gå i vores mindfulnessværksted, der er åbent alle dage. Her kan du komme, som du vil, og låne bøger, yogamåtter, malergrej og staffelier samt CD'er og refleksionskort.

    Restauranten har et ganske udmærket udvalg af forskellige traditionelle kretensiske frokostretter til rimelige priser. Portionerne er store, så man kan sagtens være flere om at dele et par retter og dermed få mulighed for at smage lidt af det hele.

    Aftensmaden serveres i restauranten.

    Den rolige dag
  • Dag 6: Vandretur til hyrden

    Efter morgenmaden har vi arrangeret en vandretur med besøg hos en af de få tilbageværende fåre- og gedehyrder på Kreta. Hyrden har en lille stenhule langt oppe i bjergene og har sine græsningsarealer udenfor. Turen er på ca. 7 km hver vej, og vi går i to hold - et 'snakkehold' og et 'stillehold'. Bemærk at vandreturen foregår i forskelligartet terræn med både ned- og opstigninger og derfor kræver at man er i nogenlunde form. Hvis solen står højt er turen mere krævende da der ikke er meget skygge på vejen derop.

    Når vi kommer op til hyrden, får vi et indblik i hyrdens hverdag, der stort set går med at malke og lave ost. Nogle hyrder har helt op til 700 dyr og al malkning foregår med hænderne.

    Vi plejer at blive inviteret indenfor i hyrdens lille stenhule, hvor han har sine ting liggende, og hvor han kan tage sig en lur i ly for den skarpe middagssol. Før i tiden boede hyrden i hulen året rundt, men i dag overnattes der kun i perioder.

    Hyrdens hustru, Aphrodite, sørger for frokost, der tilberedes over åben ild ved hyrdens ildsted. Frokosten serveres i skyggen af det store lindetræ uden for hyrdens stenhule. Det er en stor oplevelse at se, hvordan hyrderne stadig lever og arbejder som for 100 år siden. Udover malkningen kommer vi også til at se, hvordan ostene opbevares i små drypstenshuler i bjergvæggene. Vi er tilbage på retrætet sidst på eftermiddagen.

    Aftensmaden serveres i restauranten.

    Vandretur til hyrden
  • Dag 7: Fordybelsesdag

    Efter morgenmaden indbyder vi til, at dagen bruges til fordybelse og rolige aktiviteter. Vi lægger op til at mærke efter, hvad du og din krop har behov for. Det kan være at lade solen varme dig igennem ved poolen, at forkæle dig selv med en behandling i spaafdelingen eller at tage en lur. Du er også meget velkommen til at bruge dagen i vores åbne mindfulnessværksted, hvor du kan låne bøger, malergrej, yogamåtter og lignende.

    For nogle kan det være en fordel at fordybe sig i stilhed og ikke tale med andre. På den måde kan du bedre gøre lige præcis, hvad du har lyst til, fordi der ingen forventninger er og ingen samtaler at forholde sig til. I starten kan det føles lidt svært, men stille og roligt vil nærværet og tilstedeværelsen bringe nervesystemet i ro. Med stilhed kan krop, hjerte og sind blive ladet op.

    At praktisere stilhed er blot én måde at være mindful på og en metode til at opnå bevidst nærvær. Det er en form for fordybelsesprocess og en måde at bringe os selv i ro på. Stillepraksis handler om observation og om at give plads til at mærke vores intuition.

    Sidst på eftermiddagen laver vi en opsummering af ugens mindfulnessforløb med fokus på øvelser, du kan tage med hjem og bruge i din hverdag. Vi slutter af med en stillemeditation. Meditationen afsluttes med en ’silent walk’ op til den smukke gamle kirke Agioi Apostoloi.

    Turen tager ca. 20 minutter i langsomt tempo og kræver ikke noget særligt. Her ringer vi dagen ud og nyder udsigten og aftensolen, imens vi reflekterer over dagen med et iskoldt glas bobler eller juice for dem, som hellere vil have det.

    Aftensmaden serveres i restauranten.

    Fordybelsesdag
  • Dag 8: Hjemrejse

    Efter morgenmaden er det tid til at få pakket og sagt farvel til personalet på Enagron, inden vi bliver kørt til lufthavnen i privat bus.

    Flytider kan variere, og der kan være forskel på afgange fra Kastrup og afgange fra Billund. De præcise flytider vil fremgå af det personlige billetrejsebevis, der tilsendes efter booking af rejsen.

    Vi har dansktalende personale i lufthavnen, som hjælper med at få tjekket ind og assistere, hvis der er behov for det. Flyvetiden hjem til Kastrup og Billund er ca. 3 t. 30 min.

    Hjemrejse
  • Ikke inkluderet i rejsens pris

    - Drikkevarer (udover den inkluderede vin)
    - Lommepenge og personlige indkøb
    - Ekstra aktiviteter (massage, vandreture, madlavningskursus, vinsmagning etc.)
    - Rejseforsikring og afbestillingsforsikring (Husk det blå sygesikringskort)
    - Græsk turistskat EUR 5,- pr. værelse pr. nat (afregnes direkte med hotellet)

Spa og wellness i det græske

I wellnessområdet kan du lade kroppen slappe af i varme bobler med udsigt udover de smukke bjerge. Behandlingerne foregår i et lyse rum, hvor vores welnessterapeut arbejder med blide strøg og økologiske produkter fremstillet lokalt. Du kan vælge mellem massage af ansigt, fødder eller hele kroppen.

Sans naturen på botanisk vandring

På denne to timer lange tur vandrer vi i et roligt tempo gennem Enagrons grønne stisystem, hvor planterne ikke blot er smukke – de bærer på historier. Vi går blandt dufte, smage og farver og lærer, hvordan Kretas flora har haft betydning for både økonomi, mytologi, religion og medicin – fra oldtiden til i dag.

Undervejs ser, rører og smager vi på planterne omkring os. Turen slutter med en kop varm, traditionel urtete – brygget på det, der vokser lige udenfor døren.

Brød og ost som i gamle dage

Vi inviterer dig med tilbage i tiden, hvor brød blev æltet med hænderne, og osten blev lavet af morgenfrisk mælk.

Kokkens navn er Stavroula og med varme og enkle instruktioner viser hun, hvordan kvinderne på Kreta i generationer har bagt familiens brød i en gammeldags stenovn. Når hyrdenes får har givet frisk mælk, viser Stavroula, hvordan man laver en lokal ost, præcis som i gamle dage.

Det er ikke et madlavningskursus, men en lille rejse i håndværk og tradition.