Afrejse fra Kastrup med direkte fly med Thai Airways. Rejselederen er i lufthavnen og med på hele rejsen.
Vores bagage tjekkes ind hele vejen til Bangkok og vi har god tid til at slappe lidt af og til at finde den gate, vi flyver videre fra.
Flymad og bagage er inkluderet på alle flyvninger, og det er muligt at låne tæppe og pude under flyrejsen.
Når vi lander i Bangkok kører vi videre til Koh Chang. Turen tager ca. 5 timer til færgelejet, hvor færgen sejler os det sidste stykke over til øen. Vi sørger for, at der er drikkevarer og snacks i bussen, og der er indlagt passende pauser undervejs.
På retrætet bliver vi budt velkommen af det venlige personale, som hjælper med indtjekning på værelserne. Efter vi har styr på alt det praktiske, så inviterer vi til velkomstmøde med efterfølgende rundvisning på retrætets område samt lidt praktisk information.
Resten af dagen bruges på at finde sig til rette i de skønne omgivelser.
Morgen- og aftensmaden på The Spa Koh Chang er inkluderet i prisen. For dem, der har lyst spiser vi aftensmad ved langbord. Man er meget velkommen til at spise for sig selv.
Dagen starter ud med morgenmad.
Vi har arrangeret en vandretur i mangroven for dem, der har lyst. Vi vandrer imellem de imponerende rødder under mangrovens grønne trætoppe. Stien, der ligger i bugtens vandoverflade, er bygget ind mellem de store træer og gør det muligt at opleve rødderne på helt tæt hold.
Vi holder pause halvvejs ved udkigstårnet. Går man op ad trapperne til toppen, er der en helt igennem skøn udsigt over områdets tætte bevoksning af mangrovetræerne langs bugten.
Til aften byder vi på fælles velkomstmiddag for alle. For dem, der har lyst, spiser vi samlet ved langbord. De øvrige aftener på retrætet kan du vælge at deltage i den fælles aftenbuffet, hvis du har lyst.
Om morgenen står endnu en nærende morgenmad klar til os.
Herefter er dagen til fri disposition, og du kan gøre lige, hvad du har behov for. Der er mulighed for at tilkøbe behandlinger i spaafdelingen, gå en tur, sole sig ved poolen eller noget helt andet.
Dag rundes af med fællesspisning ved langbordet for dem, der har lyst.
Inden morgenmaden kører vi en tur hen til et nærtliggende tempel, hvor vi nyder den milde morgenbrise.
Resten af dagen er til fri disposition, og vi lægger op til at nyde retrætets fredelige omgivelser enten ved poolen, i spaafdelingen eller i den lokale landsby. Der er også mulighed for at blive kørt til stranden af retrætets personale mod et mindre beløb.
Om aftenen arrangerer vi fællesspisning ved langbord. Det gør vi hver aften for dem, der har lyst.
Hvis man hellere vil spise alene, sætter man sig bare ved et andet bord på terrassen eller i restauranten.
BEMÆRK: Det ligger os meget på sinde, at alle hygger sig og har det godt. Det forventes derfor ikke, at man deltager i fællesspisningen - tværtimod, så er det vores ønske, at alle slapper af, og at der ikke er nogen, der føler sig forlegen ved at vælge fællesskabet fra og spise for sig selv.
Efter morgenmad er det tid til at nyde de varmere himmelstrøg.
Vi inviterer på en halvdagstur til en af de skønne strande i lokalområdet.
Efter morgenmaden inviterer vi på endnu en halvdagstur. Denne gang går turen til Salak Kok, som er den lokale fiskerlandsby. Indbyggerne bor i huse på pæle og har deres fiskebåde liggende lige udenfor. Hele området er omkranset af dyb mangroveskov. Vi bliver kørt til Salak Kok. Herefter stiger vi ombord i en række mindre træbåde, en slags lokale gondoler der ror os ud på en smuk tur i stilhed.
Der er mulighed for at spise frokost på den lokale fiskerestaurant i Salak Kok (for egen regning).
Vi er hjemme igen over middag. Om aftenen serveres aftensmad.
Vi starter dagen med en god morgenmad, hvorefter vi har arrangeret en guidet vandretur i den lokale landsby, Salak Phet.
Landsbyen har en helt særlig charme og autenticitet over sig. Man får en fornemmelse af at træde ind i en anden verden, næsten en hel anden tidsalder. De lokale er ikke præget af turismen. Her foregår tingene i et langsommere tempo, og hver ting tager den tid, det nu engang tager.
Vores første besøg er ved Khun Goi, som bor med sin mand og børn lidt uden for landsbyen. Khun Goi byder os velkommen i sit værksted, hvor parret laver forskellige fine kunsthåndværker af kokosnøddeskaller. I hendes lille butik finder vi både smukke lamper, forskellige små skåle og dekorationer samt smykker og hårpynt. Den bæredygtige tankegang, der ligger bag at anvende naturens biprodukter til noget kreativt og funktionelt, er både smart, men også yderst relevant for nutidens miljømæssige udfordringer.
Ved Khun Goi og hendes mand, får vi lov til at se hvordan kokosnødderne høstes samt hvordan kokosnødderne går fra blot at være kokosnødder til at være kunst. Desuden får vi lov at smage på kokosvand, kokosnød, frisklavet kokosmælk og grøn mango. Vi får også lov til at se, hvordan de tapper gummi ud af gummitræerne, som benyttes til blandt andet dæk og gummisko.
I Salak Phet besøger vi byens smukke og velholdte tempel, der ligger centralt i byen. Ved siden af templet samles landsbyens børn i den lokale skole.
Gå til bestilling af rejse - klik her!
Gå ikke glip af nye rejsedatoer og specialtilbud til Thailand - klik her!
Efter morgenmaden kan man deltage i den inkluderede halvdagstur til den vestlige side af øen.
Vi starter i den lidt større fiskerlandsby Bangbao, som også er trafikknudepunkt for de mange små speedbåde, der betjener småøerne. Her er der gode muligheder for at købe lokal kunsthåndværk og andre souvenirs.
Bagefter kører vi til Lonely Beach, der er en af de mest eftertragtede strande på øen. Her hænger vi ud nogle timer, så vi kan få badet og solet os lidt. Der er et par rigtig gode restauranter, som vi kan anbefale for dem, der gerne vil spise frokost på stranden (for egen regning).
En spændende dag sluttes af med fællesspisning for dem, der har lyst.
Vi starter dagen med morgenmad.
Efter morgenmaden er dagen til fri disposition med mulighed for ro og afslapning. Dagen kan bruges på retrætet for eksempel ved en af poolens private træterrasser, eller man kan udforske nærmiljøet på egen hånd.
Er man mere eventyrlysten, kan dagen bruges på havet, hvis man tager med på tropisk ø-hop (tilkøbstur). Sejlturen går til tre af de nærliggende øer, hvor blandt andet den ene ø er kendt for dets smukke koralrev. Vi gør stop ved alle øer, og der er mulighed for snorkling i det turkisblå hav og afslapning på de hvide sandstrande.
NB: Tilkøbsturen bookes hjemmefra inden afrejse.
Vi starter endnu en morgen med morgenmad.
Herefter er der arrangeret en halvdagstur til White Sand Beach, for dem der har lyst. White Sands Beach er øens største og mest populære sandstrand. Den ligger i turistbyen af samme navn, der også har en masse hoteller, butikker, massagesteder og restauranter.
Efter hjemkomsten inviterer vi til fælles afslutningsmiddag for alle, hvor vi samles til en hyggelig afrunding.
Vi kan sove længe og nyde den sidste tur ved poolen.
Formiddagen er til fri disposition, inden vi bliver hentet og kørt til lufthavnen i Bangkok. Turen tager cirka 5 timer og med et par indlagte pauser. Vores rejseleder vil være behjælpelig med check-in i lufthavnen i Bangkok. Vores kufferter tjekkes direkte igennem til Kastrup.
Når alle mand er tjekket ind, går vi samlet ud til flyveren. Hvis man gerne vil gå rundt på egen hånd, er det naturligvis også en mulighed.
Vi flyver med solen og efter ca. 11 timers flyvning lander vi til morgen i Kastrup.
Vi siger tak for en dejlig tur og håber på at se dig igen.
- Drikkevarer og måltider udover de beskrevne
- Lommepenge, personlige indkøb og massage
- Ø-hop (bookes hjemmefra inden afrejse)
- Rejseforsikring og afbestillingsforsikring
Stemningen i den lille landsby er afslappet og autentisk. Der er et personligt bånd imellem de lokale og et sammenhold, der er svært at beskrive. Byen har både et smukt og farverigt tempel, et mindre museum med historier fra gammel tid og en skole, der samler alle landsbyens børn, store som små.
Imellem landsbyens små huse står familiens far i haven og bygger sine egne møbler. Ved nabohuset sidder en mor og fletter sin datters hår, mens hun tager en pause fra havearbejdet.
Af en mindre sidegade bor parret, der har deres egen lille kokosnøddeplantage og laver kokosolie på helt traditionel vis, på samme måde som man gjorde, før fabrikkerne tog over.
Lokalområdet lader os opleve en velbevaret kultur og et helt traditionelt øliv, og samtidig kan vi finde mange kilometer af ren natur.
En god gåtur fra retrætet på 30 minutter, kan vi blandt andet finde et lille stykke med strand, der er et skønt område, gemt for offentligheden. Her ligger et lille resort med små bungalows, bygget helt uden luksus og kun tiltrækker dem, der ønsker en mere primitiv overnatningsmulighed.
I en lille bugt, omgivet af en imponerende mængde grønne mangrovetræer, danner jungle og en spejlblank vandoverflade rammen om vores skønne retrætested, The SPA Koh Chang.
Når smuk natur forenes med små landsbysamfund, der stadig er forskånet for den moderne civilisation, opstår en forståelse for charmen ved ø-livets isolation og begrænsninger. For det er nemlig her, vi kan mærke roen og fornemme den afslappethed, de lokale har omkring dagligdagens gøremål.
Hverdagen leves stille, i ro og mag, og børnebørn lærer af bedstefar i værkstedet og af bedstemor i køkkenet.
Vi befinder os på Koh Chang, der er en af de østligste thailandske øer i Siambugten - helt tæt på søgrænsen til Cambodia. Den lille ø har lidt for enhver smag, alt efter hvilken kystside besøget går til. Vestkysten byder på liv og glade dage med små hoteller og resorts, der indtager de hvide sandstrande.
Østsiden af Koh Chang er derimod som fanget i en tidskapsel fra det Siam, som man kunne opleve for tredve og halvtreds år siden. Her går man på opdagelse og finder øde sandstrande, vilde vandfald gemt i junglens palmer og kunsthåndværk skabt i naturens egne materialer.
Der er kun én landevej på Koh Chang, der gør det muligt at køre fra øst til vest. Vejen løber langs øens kyst, men kun knapt hele vejen rundt. På den sydlige del af øen ender vejen nemlig blindt på begge sider af en uberørt og velbevaret natur. Det betyder, at der ingen smutvej er fra vestkystens turisme til østkystens fredsommelighed.
I den nærmeste landsby, Salak Khok, kan vi opleve et lille fiskerleje med charmerende blå træbåde og en mindful stemning iblandt de lokale fiskere.
Mangroven vokser langs bugten, og på vej mod den lille landsby er det muligt at se mangroven på helt tæt hold. Der er nemlig bygget en hævet sti over bugtens vand, der gør det muligt at gå side om side med mangrovetræernes imponerende rødder.
Halvvejs rundt på stien er bygget et udkigstårn i tre etager, der velsigner den, der tager trappen til toppen med en betagende udsigt over bugtens mange lag af natur.