Gebyrfri ombookningReduceret depositumPrisgaranti

Dagsprogram

  • 8 dage med direkte fly, alle aktiviteter og halvpension

  • Dag 1: Velkommen til Enagron

    Din rejse begynder allerede, når du ankommer i lufthavnen. Her kan det være en god idé, at du tager dig tid til at sidde og nyde en kop te eller kaffe, så du langsomt kan forberede dig på flyveturen og alle de gode ting, der venter forude. Dagen skal betragtes som en rejsedag, og derfor er der ingen planlagte aktiviteter når du ankommer.

    Vi flyver fra Danmark med direkte fly til Kreta. Ved ankomsten til Kreta bliver du mødt i lufthavnen af vores dansktalende rejseleder. Herefter kører vi direkte til retrætet i privat bus. Turen tager ca. to og en halv time, og vi holder en pause, når vi er godt og vel halvvejs.

    Efter ankomsten til Enagron får vi serveret lidt friskt at drikke, inden vi bliver indkvarteret i vores hyggelige og individuelt indrettede lejligheder.

    Aftensmaden er inkluderet i rejsens pris alle dage. På de sene flyankomster sørger vi for, at der er en kold anretning på dit værelse, så du kan spise i ro og mag, inden du går i seng.

    Der anvendes primært lokale økologiske råvarer, der enten er dyrket på retrætet eller hos de omkringliggende bønder. Aftensmaden består af tre retter mad, hertil serveres vand og et glas vin. Øvrige drikkevarer tilkøbes a la carte. Vi arrangerer fællesspisning ved langbord hver aften for dem, der har lyst.

    Hvis man hellere vil spise alene, så er dette også muligt, det skal bare aftales med rejselederen på forhånd.

    BEMÆRK: Det ligger os meget på sinde, at alle skal hygge sig og have det godt. Det forventes derfor ikke, at man deltager i fællesspisningen - tværtimod, så er det vores ønske, at alle slapper af, og at der ikke er nogen, der føler sig forlegen ved at vælge fællesskabet fra og spise for sig selv.

    Velkommen til Enagron
  • Dag 2: Velkomstmøde, havevandring og byvandring i Axos

    I dag er der tid til at få sovet ud og nyde en stille start på ferien. Til de morgenfriske serveres økologisk morgenbuffet med alt hvad hjertet behager af lokale kretensiske specialiteter, samt de sikre kontinentale og amerikanske morgenmadsklassikere. Der er alt fra gedemælksyoghurt og honning til spejlæg, hjemmebagt brød og græsk salat.

    Op ad dagen er der mulighed for at deltage i et velkomstmøde, en guidet havevandring og en lille rundvisning på retrætet sammen med vores græske værter. Vores vært Vasilis plukker undervejs nogle urter, som vi kan røre ved og dufte til - og fortælle om urternes mange medicinske egenskaber.

    Havevandringen foregår på retrætets arealer og varer ca. 1,5 time. Vi afslutter med tesmagning og køkkenchefen Stavrullas hjemmebagte småkager.

    Efter frokost har vi arrangeret en byvandring op til landsbyen Axos. Turen til Axos er en god mulighed for at opleve den kretensiske lokale kultur og deres afslappede tilgang til hverdagen.

    Undervejs besøger vi Antonia og ser, om hun er hjemme. Antonia er en ældre kvinde, som bor tæt på kirken. Her har hun sin lille butik, hvor hun sælger broderier og andet håndværk. Antonia taler ikke engelsk, men hun formår alligevel at skabe kontakt til sine kunder og lokke dem ind i butikken med et venligt smil og en kvist frisk basilikum. Hun elsker at vise sine varer frem og plejer som regel også at vise sine besøgende det fine indrammede fotografi fra den dag, for efterhånden mange år siden, hvor prinsesse Diana pludselig kom forbi på uanmeldt besøg.

    Når vi går tilbage mod retrætet, er der mulighed for at fylde drikkedunkene med frisk vand fra den hellige kilde, der løber under byen. Vandet pibler ud fra løvehovederne i muren ved den gamle venezianske kirke. Kirken er for længst revet ned, men muren med løvehovederne er bevaret. Lige overfor ligger købmanden og bageren og en af landsbyens taverner, hvor de lokale sidder udenfor med deres frappé, mens de nøje følger med i, hvad der sker omkring dem.

    Har man lyst kan smage lokalproduceret raki (græsk brændevin) og honning hos de små købmænd på torvet.

    Vi er tilbage på retrætet hen over den sene eftermiddag.

    Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord for dem, der har lyst.

    Praktisk information om vandreturen:
    Vandringerne i dag er lette. Havevandringen foregår på hotellets område og kan klares i sandaler. Turen til Axos går ad asfaltvej. Den kan klares i gode sandaler/gummisko. Dette er en kultur-tur uden egentlig vandring - men med mange fine oplevelser.

    Velkomstmøde, havevandring og byvandring i Axos
  • Dag 3: Vandretur på den gamle forsyningssti

    Efter morgenmaden er det atter tid til at komme ud og vandre.

    Dagens tur tager os ned af den gamle forsyningssti fra anden verdenskrig. Vi følger stien til bunden af rovfugledalen, hvor vi krydser den udtørrede flod. Inden vi rammer bunden af dalen har vi et langt lige stykke, hvor vi er på samme højde som de sprækker i klippen på den modsatte side, hvor de store gåsegribbe har deres redepladser.

    Når vi har krydset floden kommer der et langt stykke med lidt stigning på. Dette stykke tager os blandt andet igennem en forladt landsby, hvor der primært har været landbrug. Vi ser resterne af deres huse inkl. en gammel oliemølle. Landsbyen døde for ca. 50 år siden, da det ikke længere var produktivt at dyrke området på grund af de mange stejle skrænter, der gør det umuligt at bruge maskineri.

    Turen er på 8 timer (Ca. 15 km). De første 300 meter er teknisk svære på grund af underlaget, og fordi det går stejlt nedad, men ellers er resten af turen at betragte som moderat. Vi ankommer til retrætet sidst på eftermiddagen.

    Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord, for dem der har lyst.

    Praktisk information om vandreturen:
    Vandreturen er moderat-svær og kræver god grundform.
    Hvis det er varmt, er turen ekstra svær. En forholdsvis lang tur med udfordrende nedstigninger og opstigninger i starten, men en meget smuk og afvekslende rute.
    Vi starter ned ad "den hemmelige forsyningssti". Her skal man være koncentreret og hjælpe hinanden. Vores lokalguide og rejseleder vil stå hvor der er brug for en hånd. I bunden af stien passerer vi floden og skal herefter stejlt op bag "gåsegribbebjerget" på den modsatte side.

    Vandretur på den gamle forsyningssti
  • Dag 4: Vandretur i bjergene med besøg hos hyrden

    Dagen starter ud med morgenmadsbuffet.

    Efter morgenmaden, har vi arrangeret en vandretur med besøg hos en af de få tilbageværende fåre- og gedehyrder på Kreta. Hyrden bor i en lille stenhule, langt oppe i bjergene, og har sine græsningsarealer udenfor.

    Turen er på ca. 7 km hver vej.

    Når vi kommer op til hyrden, vil hyrdens hustru, Aphrodite, fortælle om livet som en moderne hyrdefamilie. Nogle hyrder har helt op til 400 dyr, og al malkning foregår med hænderne.

    Hvis hyrden er hjemme, plejer vi at blive inviteret indenfor i hyrdens lille stenhule, hvor han har sine ting liggende, og hvor han kan tage sig en lur i ly for den skarpe middagssol. Før i tiden boede hyrden i hulen året rundt, men i dag overnattes der kun i perioder.

    Aphrodite sørger for frokost, og nogle af retterne tilberedes over åben ild ved hyrdens ildsted. Frokosten serveres i skyggen af det store træ, uden for hyrdens stenhule.

    Aftensmaden serveres i restauranten, ved langbord, for dem, der har lyst.

    Praktisk information om vandreturen:
    Vandreturen er let til moderat, men forholdsvis lang med korte strækninger hvor man skal bruge lidt teknik.Turen til hyrden starter på asfaltvej op igennem Axos. Lidt uden for Axos følges en lille sti, og derefter er der en lang, jævn opstigning til hyrden på brede grusveje gennem åbent terræn med flot udsyn. Der følges samme rute hjem.

    Der er en fantastisk udsigt på toppen. Det kan lufte lidt, så tag evt. en tør t-shirt/jakke med. I regnvejr er det koldt. Hvis det er varmt, er den ekstra hård, da der ikke er meget skygge på turen. En af de lettere ture ift. op- og nedstigninger.

    Vandretur i bjergene med besøg hos hyrden
  • Dag 5: Vandretur til klostret

    Efter morgenmaden har vi arrangeret en vandretur op til det lokale Halepa kloster. Turen derop tager ca. halvanden time. Vi går turen i et langsomt tempo med masser af pauser, hvor vi stopper op og kigger på de forskellige planter og dyr, vi passerer.

    Der er dansk rejseleder og græsk lokalguide med på turen, så vi får maksimalt udbytte af de ting, vi ser. Klostret ligger på toppen af et lille bjerg med udsigt ud over dalen og landsbyerne.

    Når vi når toppen, serveres de medbragte madpakker i klosterets gårdhave sammen med vinen og vand. Hvis munken er hjemme, plejer han at byde os på lidt hjemmebrændt raki, inden turen går hjemad mod retrætet i den smukke eftermiddagssol.

    De, der har mod på det, kan skyde genvej ad "den hemmelige forsyningssti", der blev anvendt af de kretensiske modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Stien er ret smal, og der er to steder, hvor den er lidt udfordrende, så det kræver, at du er i moderat til god form.

    Vi ankommer til retrætet hen på eftermiddagen.

    Aftensmaden serveres i restauranten. I aften serveres lam over bål, desuden vil der være levende musik med lokale folkemusikere.

    Praktisk information om vandreturen:
    Vandreturen er let-moderat, og bliver mere udfordrende, hvis man vælger "den hemmelige forsyningssti" hjem. En smuk tur på brede grusveje gennem oliven-, appelsin- og citronlunde. Efter en lettere nedstigning er der en lang, jævn opstigning på brede grusveje. Turen er kortere end til hyrden, men opstigningerne er nogle steder mere stejle.

    Hjemturen går jævnt nedad med mulighed for at komme helt tæt på gåsegribbene. Ved floden i kløften nedenfor hotellet kan man vælge at følges med vores lokalguide via Axos hjem til hotellet. Alternativt kan man tage den direkte tur af forsyningsstien op til hotellet. Denne rute er væsentlig kortere, men også mere stejl. Her er der ofte brug for at holde fast i en gren eller en klippe - eller sætte sig på rumpen. Vi hjælper hinanden, og det er en sjov oplevelse.

    Vandretur til klostret
  • Dag 6: Den rolige dag

    Dagen er til fri disposition, og du kan nyde, at du ikke skal nå noget, og at du har hele dagen til at gøre lige, hvad du har lyst til og behov for.

    Har du lyst, kan du booke massage eller prøve jacuzzien i spaafdelingen. Du har også mulighed for at sole dig ved poolen, eller måske har du mere lyst til at udforske området omkring retrætet på egen hånd.

    Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord, for dem der har lyst.

    Den rolige dag
  • Dag 7: Vandretur til Anogia

    Efter morgenmaden er det tid til en helt enestående tur i det kretensiske bjerglandskab til byen Anogia. En vandretur med vidunderlige udsigter. Vi passerer Axos på vejen og går gennem smukke olivenlunde.

    I Anogia fornemmes hverdagslivet i en lidt større landsby, og der er mulighed for at smage på is eller kage lavet på mælk fra de lokale får.

    Turen er på ca. otte timer (ca. 22 km), så vi ankommer til retrætet sidst på eftermiddagen.

    Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord, for dem der har lyst.

    Praktisk information om vandreturen:
    Vandreturen er moderat - svær og kræver god grundform.
    Der er en lang opstigning der kræver god udholdenhed, og hvis det er varmt er turen ekstra krævende. Turen gås hovedsageligt ad grusveje med korte strækninger på asfalt.

    Vandretur til Anogia
  • Dag 8: Hjemrejse

    Efter morgenmaden er det tid til at få pakket og sagt farvel, inden vi bliver kørt til lufthavnen i privat bus.

    De gæster, der rejser hjem med aftenfly, kan beholde værelserne til kl. 10.00 og bliver først kørt til lufthavnen hen på eftermiddagen.

    Vores dansktalende personale tager med i lufthavnen og hjælper med check-in. Flyvetiden hjem til Kastrup og Billund er ca. 3 t. 30 min.

    Hjemrejse
  • Ikke inkluderet i rejsens pris

    - Drikkevarer (udover den inkluderede vin)
    - A la carte tilvalg i restauranten (udover den inkluderede menu)
    - Lommepenge og personlige indkøb
    - Ekstra aktiviteter (massage, vandreture, madlavningskursus, vinsmagning etc.)
    - Rejseforsikring og afbestillingsforsikring
    - Græsk turistskat EUR 5,- pr. værelse pr. nat (Afregnes direkte)

Tag på vandreferie sammen

Vores vandreferie til Enagron er tilpasset lettere øvede. I sværhedsgrad er turene lette til medium. Vi går altid i roligt tempo, så der er tid til at sanse og til at stoppe op og nyde omgivelserne. Det gør, at de fleste kan gennemføre turene med lav til moderat puls.

Der kan dog være stigning og teknisk svært underlag, med løs grus og grene man skal dukke sig under, men aldrig på hele turen. Den teknisk sværeste tur har ca. 300 meter, hvor sværhedsgraden er moderat til høj. Her sætter vi farten endnu mere ned, og hjælper hinanden. Turen med mest stigning har ca. to kilometer med konstant stigning, her sænker vi også farten, så pulsen ikke bliver for høj.

Vores vandreferier er for alle, uanset alder

På vores rejser har vi gæster i alle aldersgrupper. Vores yngste gæst var i starten af 20'erne og den ældste gæst fejrede 90 års fødselsdag på retrætet. De fleste af vores gæster er fra mid 30'erne til midt 70'erne, men alle har det til fælles, at de kan lide at vandre i naturen og mærke den friske luft.

Garanteret afgang

Vi garanterer, at vi er nok deltagere til at gennemføre alle vores flyrejser på denne side. Vi lægger nemlig ikke flere rejser op, end vi ved vi kan sælge.

Hvis vi aflyser af andre årsager, får du alle dine penge tilbage - kontant indenfor 14 dage!

 Vi aflyser automatisk, hvis Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser.