Om det praktiske

Alt du bør vide inden din rejse til Thailand

Praktisk information om yogarejsen til Thailand

Adressen til retrætet
Moo 4, Baan Salak Kok Koh Chang Tai
Koh Chang District
Trat 23170, Thailand
Tel.: +66 8096 47614

Aktiviteter og udflugter

Det fremgår af programmet, hvilke aktiviteter der er inkluderet i rejsens pris. Det er frit og dermed ikke forventet, at du deltager i de inkluderede aktiviteter og udflugter. Så mærk selv efter, hvad du har lyst til og behov for.

Udover de inkluderede aktiviteter, tilbyder vi forskellige tilkøbsmuligheder. Tilmelding og afregning foregår inden afrejse. Læs om tilkøbsmulighederne her.

Ankomst til Thailand

På flyet til Bangkok vil du modtage en blanket, som er et indrejse-visum (Immigration Card). Den skal udfyldes, inden du lander og bruges i lufthavnen i Bangkok. Ved ankomst i lufthavnen skal du gå til køen ’Immigration’ med dit indrejse-visum og dit pas. Køen kan godt være lang, det er helt normalt. Herefter kommer du til bagagebåndet, og når du har fået dine kufferter, finder du vores lokalguide og dansktalende rejseleder i ankomsthallen.

Når alle gæster er kommet igennem ’Immigration’ og har fået deres kufferter, mødes vi med vores danske personale og vores thailandske lokalguide i ankomsthallen.

Bagage
Bagageregler varierer fra flyselskab til flyselskab. Du kan se de pågældende regler på billet-rejsebeviset, som du modtager i forbindelse med booking af din rejse.

Betaling

Betaling kan ske via bank, posthus eller netbank. Under betalingsinformation på dit billet-rejsebevis finder du dit betalings-ID samt vores kreditornummer. Du kan også betale med Dankort eller Visa/Dankort via 'Min side'. På retrætet kan du betale med Visa/Dankort samt Eurocard/Mastercard. Der kan også betales med thailandske baht (THB) i kontanter.

Børn

Børn er i udgangspunktet velkomne på retrætet. Vi yder ikke børnerabatter, og børn under 14 år kan ikke deltage i vores aktiviteter - hverken om dagen eller om aftenen.

Cykler

Det er gratis at låne en cykel til kortere ture. Det er oplagt at tage cyklen eller gå en tur i nærområdet f.eks. til det nærmeste fiskerleje ved Salak Khok eller til landsbyen, Salak Phet.

Drikkepenge

Møntfoden i Thailand er thailandske baht (THB), hvor 100 DKK svarer til ca. 500-550 THB. I Thailand er det normalt at give drikkepenge, men det forventes ikke på retrætet. Indkomsten er lav, og specielt for de lavtlønnede (rengøringspersonale og chauffører) er drikkepenge med til at få husholdningsbudgettet til at hænge sammen.

Det er normalt at lægge lidt i drikkepenge til rengøringen, hvis du har været tilfreds. Et sted mellem 500-1000 THB den sidste dag er passende eller 50-100 THB per dag. Har du været på heldagstur, vil THB 200,- til chaufføren være passende. Spiser du på restaurant uden for retrætet, er det normalt at runde op med 8-10%.


Enkeltværelse

Det er muligt at bestille enkeltværelse i retrætets standardværelser (Oriental room) eller i en af villaerne mod enkeltværelsestillæg. Ønsker du en billigere løsning, kan du også vælge at dele et dobbeltværelse med en anden rejsedeltager af samme køn i en af villaerne, som har to enkeltsenge.

Fejl og mangler

Vores markedsføringsmateriale indeholder mange forskellige oplysninger om bl.a. rejsemålet, udflugterne, retrætet og ikke mindst detaljer omkring selve flyrejsen. Vi gennemgår materialet med jævne mellemrum for at sikre, at alt vores materiale er fejlfrit. Hvis der alligevel skulle have indsneget sig fejl i materialet, vil vi meget gerne have besked via e-mail. Adressen er lisbeth@tidtilro.dk. Vi tager forbehold for fejl i materialet samt ændringer, som skyldes lokale forhold, vejret og lignende.

Til trods for at alle gør et stort arbejde for, at alt skal være i orden under ferien, kan der opstå fejl undervejs, eller der kan være mangler ved rejsen. Opstår der problemer, er det som regel noget, der let kan løses på stedet. Det er derfor vigtigt, at problemet rapporteres omgående til nærmeste repræsentant eksempelvis rejselederen, flyselskabet, hoteldirektøren etc., med henblik på afhjælpning på stedet.

Hvis der ikke er sket afhjælpning, eller hvis der ikke er sket tilfredsstillende afhjælpning inden for rimelig tid, skal problemet rapporteres igen. Undladelse heraf kan betyde, at man mister retten til at klage efter hjemkomsten. Hvis korrekt eller tilstrækkelig afhjælpning ikke har fundet sted lokalt på rejsemålet, efter at problemet er rapporteret to gange med rimelig afhjælpningstid ind imellem, kan der inden for 28 dage efter hjemkomsten sendes en skriftlig klage til: Tid til ro ApS, Mjølnersvej 4, 8230 Aabyhøj. Klager besvares inden for 4-6 uger og behandles i overensstemmelse med retningslinjerne fra Pakkerejseankenævnet, hvis afgørelser Tid til ro ApS altid følger.

Flybilletter
Når du modtager dit billet-rejsebevis efter booking af rejsen, er det vigtigt at kontrollere, at navnene er anført korrekt. Fornavn og efternavn skal stemme overens med navnet i den rejsendes pas.
Flybilletter fra flyselskabet tilsendes pr. mail senest 7 dage før afrejse og skal udskrives og medbringes sammen med pas i lufthavnen.

Vi anbefaler at du, dagen før afrejse, selv kontrollerer, at flytiderne er uændrede. Det kan gøres ved at slå flyets rutenummer op på www.cph.dk. I forbindelse med hjemrejsen sørger rejselederen for at kontrollere alle tidstabeller.

Fotografering
Under hele rejsen vil der blive taget billeder fra de forskellige aktiviteter. Billederne stilles gratis til rådighed i høj opløsning efter hjemkomst. På den måde behøver du ikke selv tænke på at skulle tage billeder. I stedet kan du sanse og nyde naturen – uden at skulle huske at tage billeder. 

Vi indhenter skriftlig samtykkeerklæring fra vores deltagere, inden vi publicerer fotografierne. Hvis du fra starten ved, at du ikke ønsker at blive fotograferet, må du meget gerne give rejselederen besked.

Forsikring
Det gule og det blå sygesikringskort er ikke gyldige i Thailand, det anbefales derfor at tegne en rejseforskring, der dækker ansvar og sygdom.


Afbestillingsforsikring samt rejseforsikring kan tegnes gennem Tid til ro ApS. Det påhviler kunden selv at fremskaffe dokumentation for sygdom, skade, tyveri m.m. under ferien. Tid til ro ApS har ikke mulighed for at fremskaffe politirapport, lægeerklæring el. lign. efter hjemkomsten.

Forsinkelser
Alle flyselskaber gør deres bedste for at overholde de anførte rejsetidspunkter. Alligevel kan forsinkelser opstå af årsager, som vi ingen indflydelse har på. Vi påtager os intet ansvar for mindre forsinkelser (under 6 timer) iflg. Pakkerejseankenævnets retningslinjer. Det er en god idé at bede dem, der påtænker at hente dig ved hjemkomsten, om at kontakte lufthavnen for besked om det forventede ankomsttidspunkt. Dette kan gøres via lufthavnenes hjemmeside www.cph.dk eller på DR’s tekst-TV.

Forsinket eller beskadiget bagage

Hvis bagagen bliver beskadiget eller kommer på afveje under flytransporten, skal der rettes henvendelse til serviceskranken i ankomstlufthavnen for at få lavet en PIR-rapport. Kontakt evt. flyselskabet eller nærmeste Tid til ro repræsentant for assistance. Det er desværre ikke ualmindeligt med bortkommen bagage, og i sjældne tilfælde oplever vi også, at bagagen kan have taget skade under transporten. Heldigvis dukker kufferterne som regel op igen senere samme dag, eller dagen efter og heldigvis har flyselskaberne en forsikring, der dækker de mest almindelige småskader. Hvis du medbringer bagage af særlig værdifuld karakter, er det vigtigt, at du selv tegner supplerende bagageforsikring, da flyselskabernes erstatningsansvar er begrænset.

Føntørrer
Alle værelser og lejligheder har føntørrer samt stik til 220 V, hvis man ønsker at medbringe sin egen.

Gæst i et andet land

Som gæst i et andet land er det vores opgave at tilpasse os de lokale skikke. Thaierne er meget tolerante og tålmodige, og man har stor respekt for kongefamilien og den buddhistiske tro. Når vi besøger templerne, er det vigtigt at klæde sig respektfuldt med dækkede skuldre og dækkede knæ, og vi tager sko og hat af, inden vi går ind.

Her råber man ikke og skælder sjældent ud. Det betragtes nemlig som at tabe ansigt og værende meget uhøfligt, og derfor smiler thaierne meget. De har svært ved at sige nej for ikke at skuffe nogen ved at indrømme, at de ikke forstår eller ikke kan hjælpe. Faktisk findes ordet nej ikke på thai. Man siger i stedet ’mai chai’, som betyder ’ikke ja’.

I Thailand giver man ikke hånd, når man hilser, men i stedet samler man sine egne håndflader mod hinanden foran brystet eller hovedet og bøjer sig let forover. Det kaldes en ’wai’. Generelt kommer man langt med smil og venlighed, og det er en god ide at kunne et par enkelte vendinge, som f.eks. goddag og tak. Her er der forskel på, om du er mand eller kvinde:

Mænd
Goddag / farvel - Sawadee Kap
Tak - Kap Koon Kap

Kvinder

Goddag / farvel - Sawadee Kaa
Tak - Kap Koon Kaa

På retrætet opleves de lokale thaiers service og adfærd særdeles venlig, imødekommende og gæstfri.

Håndklæder
Alle værelser og lejligheder har ansigtshåndklæder og almindelige badehåndklæder. Håndklæder til poolen og til stranden hentes i spaafdelingen. Der er håndklædeskift tre gange i løbet af opholdet samt efter behov. Du skal blot lægge håndklædet på gulvet eller give personalet besked.

Indkøb i udlandet

Vi kan desværre ikke gå ind i sager, hvor en gæst føler sig dårligt behandlet af forretninger eller handlende uanset eventuelle oplysninger fra rejselederen. Såfremt du ønsker at købe varer i udlandet til senere hjemsendelse, tilråder vi, at du sikrer dig korrekte oplysninger om reglerne for indførsel i Danmark, herunder behovet for særlige certifikater.

Informationsmøder

Umiddelbart efter ankomsten til retrætet afholdes velkomstmøde. Her gennemgåes programmet for opholdet, og der informeres om de praktiske forhold på retrætet.

Læge

Nærmeste hospital, Koh Chang Hospital, ligger på Koh Changs østkyst, ca. 10 km fra retrætet. Et større hospital, Koh Chang International Clinic, findes på vestkysten, ca. 25 km fra retrætet.

Medicin

Medicin udleveres typisk på hospitalet i forbindelse med læge- eller hospitalsbesøg.

Mindfulnessværksted
På retrætet har vi et åbent mindfulnessværksted med et lille bibliotek, hvor man kan komme og gå, som man vil eller låne rekvisitter med derfra. Vi har bl.a. yogamåtter, stafilier, pensler, farveblyanter og olie- og akvarelmaling samt bøger, musik-CD’er og puslespil.

Yoga
Den yoga, vi dyrker på yogarejsen, er hatha yoga og yin yoga. Yogaen henvender sig primært til begyndere og let øvede og vil udfordre dig, der har kendskab til yoga og ønsker mere praktisk erfaring. Øvelserne fokuserer på åndedræt og kropsbevidsthed samt fysisk og mental balance.

Du behøver ikke selv medbringe egen yogamåtte. Vi har alle remedier på retrætet, både måtter, blokke, ryghynder og bælter.

Mødetider

Den på rejsebeviset angivne mødetid er absolut sidste tidspunkt for rettidigt fremmøde på afrejsedagen. Tidspunktet for hjemrejsen oplyses af rejselederen dagen før hjemrejse. Deltager du ikke fuldt ud i arrangementet, men ønsker du f.eks. selv at køre til lufthavnen ved hjemrejsen, skal du i egen interesse kontakte rejselederen umiddelbart efter din ankomst til rejsemålet for at få oplysninger om, hvorledes du skal forholde dig. Desuden skal du senest dagen før hjemrejsen kontakte vores repræsentant igen for at få oplyst, hvornår du senest skal være i lufthavnen.

Pas og visum

Husk gyldigt pas. Et pas, som udløber under rejsen, er ugyldigt. Bestil nyt pas i god tid, og beregn mindst en måned. Danske statsborgere, der har glemt sit pas, eller som ikke har fået fornyet sit pas i tide, kan købe et nødpas (provisorisk pas) ved henvendelse til politiet i afrejselufthavnen.

For rejser til Thailand kræves kun det indrejse-visum (Immigration-card), der udleveres på flyet til Bangkok.

For udenlandske statsborgere og personer med fremmedpas gælder særlige regler, og der kan være ekstra visumkrav. Den rejsende er selv ansvarlig for eventuelt visum. Undersøg altid i god tid, om visum er påkrævet hos den thailandske ambassade og i givet fald, om det skal udstedes inden afrejse eller ved ankomst. Eventuelle udgifter til visering påhviler den rejsende og er rejsebureauet uvedkommende.

Påklædning

Selve opholdet handler om at slappe af. En del af det at slappe af handler om at være afslappet klædt. Vi lægger op til praktisk fritidstøj om dagen og ’smart casual’ om aftenen, dvs. polo/skjorte og pæne shorts eller lange bukser til mænd samt skjorte/bluse, shorts/lange bukser eller afslappet uformel kjole/nederdel til kvinder. Vi fraråder højhælede sko eller stiletter på grund af ujævnt terræn.

Selvom nattetemperaturerne ligger på 20-26 grader, kan aftenerne være kølige, så husk at medbringe en trøje. Der er lagt op til afslappet påklædning, og det er en god ide at medbringe sportstøj eller løstsiddende tøj til yoga.

Husk nogle gode vandresandaler, vandresko eller vandrestøvler samt strømper, solcreme og solhat/kasket, hvis du er interesseret i at tage med på nogle af vandreturene.

Rejsebevis
Inden for en halv time efter bestilling fremsendes billet-rejsebevis via e-mail. Depositum på kr. 5.000,- pr. person betales på bestillingsdagen. Resten betales senest 90 dage før afrejse. Når rettidig betaling har fundet sted, udstedes elektroniske billetter, som tilsendes per e-mail senest 7 dage før afrejse. Flyselskabernes referencenumre påføres billet-rejsebeviset, der opdateres og fremsendes på ny. Billetrejsebeviset gælder både som rejsehjemmel, hotelvoucher og evt. forsikringspolice.

Rejseplan og force majeure

Ændringer i turprogrammet kan forekomme. Mindre justeringer, der ikke væsentligt reducerer rejsens værdi, giver ikke kunden ret til kompensation. Ændringer og justeringer, der skyldes force majure og force majeure lignende forhold (f.eks. vejrforhold), giver ikke kunden ret til kompensation.

Det vedhæftede program er kun vejledende. Det endelige program vil være tilpasset flytidstabellerne og de øvrige lokale forhold (helligdage, vejrudsigten). Der vil i det store hele ikke være tale om forringelse af turprogrammet, kun rækkefølgen kan være ændret.

Rygepolitik

Det er ikke tilladt at ryge på værelserne eller øvrige fællesarealer på retrætet. Retrætet har lavet et lille overdækket område, hvor det er tilladt at ryge. Uden for retrætet henstiller vi til, at der vises hensyn til de øvrige gæster. Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange sansestærke gæster samt allergikere er følsomme over for tobaksrøg.

Der gælder samme regler for e-cigaretter.

Service og assistance fra Tid til ro

Rejselederen, retrætets ledelse og assistenterne på rejsen står til rådighed døgnet rundt. Ved ankomst til Bangkok får du udleveret kontaktoplysninger på vores lokale medarbejdere, samt information om hvordan du kommer i kontakt med os i en eventuel nødsituation (telefonnummer, værelsesnummer, klokke i receptionen eller lign).

Solbeskyttelse
UV-indekset er højt i Thailand, selv når der er overskyet. Vi anbefaler derfor, at du anvender en vandafvisende solcreme med høj faktor. Gerne faktor 30-50. Derudover anbefaler vi at medbringe en solhat, der dækker ørerne, ansigtet og nakken. Vi fraråder desuden at solbade i direkte sollys midt på dagen. Vent hellere til efter kl. 16.00. På vandreturene anbefaler vi, at kroppen, skuldrene og lårene er dækket til. Vælg et par luftige bomuldsshorts, der ikke sidder for tæt samt en luftig skjorte eller t-shirt. Tætsiddende sportstøj kan også være en god idé, så længe der er tale om svedtransporterende materiale. 

Specialmad – vegetarisk – glutenfrit

Såfremt du ønsker specialmad (diabetiker, allergiker, vegetar etc.), skal vi bede dig meddele os det ved rejsebestilling samt igen ved tjek ind på retrætet, så vil der blive taget højde for det i løbet af opholdet.

På The Spa tilbyder køkkenet et bredt udvalg af vegetariske, veganske og raw food retter fra menukortet. Har du specielle ønsker eller behov til måltiderne, anbefaler vi, at du vælger direkte fra menukortet til aftensmaden, da vi ikke kan garantere, at vores tilkøb af fælles aftenbuffet møder dine behov.

Swimmingpool
Retrætets swimmingpool er åben på alle vores afgange. Ved poolen er der gratis solstole og bruser. Der hentes poolhåndklæder i spaafdelingen. Håndklæderne afleveres til vask i spaafdelingen.

Sæson og deltagerantal

Vi rejser til Thailand i de danske vintermåneder; november samt januar, februar og marts. Dagtemperaturerne ligger her omkring 30-35 grader, og vi har varme aftener med nattetemperaturer på 20-26 grader. Regntiden slutter i oktober, og fra marts begynder temperaturerne at nærme sig 35-40 grader. Retrætet ligger ikke langt fra flere sandstrande, og i denne periode er havet varmt (28-29 grader) og indbydende. Den høje luftfugtighed gør, at man sveder mere end normalt, og det er derfor vigtigt at drikke masser af vand, gerne 2-3 liter dagligt.

Alle rejser gennemføres ved minimum 8 deltagere. Grupperne kan variere i størrelse og være på op til 25-30 personer.

Telefon og netværk

Der er begrænset mobildækning på retrætet.

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Thailand er 5 eller 6 timer, da Thailand ikke har sommer- og vintertid. Er det sommertid i Danmark, er Thailand 5 timer foran dansk tid. Er det vintertid i Danmark, er Thailand 6 timer foran dansk tid.

Tøjvask
Det er muligt at få vasket tøj under opholdet. Vasketøjet afleveres i receptionen, som vil sørge for laundryservice. Tøjet afleveres nyvasket, tørret og lagt sammen og kan hentes i receptionen efter 2-4 dage. Landryservice afregnes direkte med retrætet ved udtjekning.

Vaccinationer

Tid til ro vejleder ikke omkring vaccinationsprogrammer. Vi opfordrer til at kontakte egen læge for råd og vejledning om vaccination i forbindelse med rejser til Koh Chang, Thailand. Normalvis anbefales vaccination mod hepatitis (leverbetændelse) og difteri (stivkrampe).

Valuta

Valutaen i Thailand er thailandske baht (THB). Kursen er ca. 19,08, dvs., at 100 baht svarer til ca. 19,08 danske kroner.

Vand

Vandet på retrætet kan købes på flaske, og der udleveres hver dag en halvliters glasflaske pr. person uden beregning. Derudover er der vand i restauranten til måltiderne.

Personalet på retrætet er meget miljøbevidste, og der opfordres til at spare på vandet, hvor man kan.

Vandresko/-støvler/-stave
Vi anbefaler, at du medbringer et par lukkede vandresko eller vandrestøvler. Åbne vandresandaler kan også bruges, men vær opmærksom på, at man let får småsten i sandalerne, når vi går på de små stier. Til gengæld fylder de ikke så meget i kufferten og kan være rare at have på i varmen.

Er du glad for at gå med vandrestave, er det en god idé at medbringe dem på rejsen. Vi har desværre ikke mulighed for at stille vandrestave til rådighed, så de skal medbringes hjemmefra.

Værdigenstande

Hoteller og restauranter påtager sig ikke ansvaret for værdisager, hvorfor det anbefales ikke at medbringe for store beløb i kontanter, kostbare smykker og lignende. Endvidere anbefaler vi at deponere værdisager i safetyboksen på værelset eller i receptionen.

Værelsets aflevering

Ifølge internationale hotelregler skal værelset forlades senest kl. 10.00 sidste feriedøgn. Værelset skal være klargjort til nye gæster senest kl. 15.00. Det endelige tidspunkt for aflevering af værelset i forbindelse med hjemrejsen oplyses af rejselederen. Sker afrejsen sent på dagen, vil der dog oftest være adgang til et fælles værelse, hvor der kan skiftes tøj m.m. inden afgang.

WiFi

Der findes gratis trådløs internet i restaurantområdet, som rækker på det meste af retrætet. Vi anbefaler at begrænse brugen af e-mails, SMS og mobiltelefoni på retrætet. Hvis der skal foretages nødvendige opkald, henstiller vi til, at man ringer fra sin villa, går en tur eller diskret sender en SMS.

Læs mere om retræteopholdet - klik her!

Opdateret den 04. maj 2018

Lad os holde pladsen i 24 timer - det er gratis og uforpligtende!

Fik du ikke bestilt den rejse, som du lige kiggede på? Har du brug for mere betænkningstid?

Udfyld bestillingsformularen, så holder vi pladsen i minimum 24 timer. Du binder dig først når du foretager en indbetaling

Rejsen kan ikke bestilles online.

Men du kan stadig lave en forespørgsel på rejsen!

Skriv dit navn og e-mail i boksen